Regeringen: Alle ukrainske børn skal kunne gå til noget

Et nyt partnerskab fra regeringen skal sikre, at de ukrainske flygtningebørn kan gå til fritidsaktiviteter

Social- og ældreminister Astrid Krag (S) appellerer til danskerne om, at de hjælper med at sikre, at ukrainske børn kan deltage i fritidsaktiviteter i Danmark. (Arkivfoto). Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Social- og ældreminister Astrid Krag (S) appellerer til danskerne om, at de hjælper med at sikre, at ukrainske børn kan deltage i fritidsaktiviteter i Danmark. (Arkivfoto). Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Følg Samfund

Alle ukrainske børn, som er flygtet til Danmark, skal have mulighed for at gå til en fritidsaktivitet.

Det siger social- og ældreminister Astrid Krag (S).

- Fordi de er her i den underlige situation, hvor frygt og krig stadig fylder, selv om de nu er her i fred, og de ikke behøver at være bange, så har vi brug for at få noget normalitet ind i deres hverdag, siger ministeren.

Derfor vil regeringen etablere et partnerskab, som skal være med til at fremme, at børnene kan gå til fritidsaktiviteter.

Det skal blandt andet dele viden om de initiativer, som allerede er sat i gang. Samtidig skal partnerskabet også se på, om der er nogen barrierer eller problemstillinger, der skal løses fra politisk hånd.

- Vores håb er, at vi kan lykkes med, at alle de ukrainske børn i Danmark går til noget, og på den måde er en del af et fællesskab, siger Astrid Krag.

Hun retter også en appel til danskerne om, at man hjælper ukrainerne med, at børnene kan deltage i fritidsaktiviteter.

Ministeren håber også, at de ukrainere som bor i Danmark, vil hjælpe med de sproglige barrierer, der kan være.

- Nu kan man sige, at rigtigt meget af det børn samles om, der kommer børnene jo langt uden at kunne sproget, siger hun.

Hun mener, at det i første omgang gør sproget mindre vigtigt, men at det at samle sig om aktiviteter også kan gøre det nemmere at lære sproget.

Frivilligrådet kommer til at stå i spidsen for partnerskabet. Ministeren ser for sig, at organisationer som driver fritidsaktiviteter, og organisationer, som har kendskab til flygtningebørn, også kan blive inddraget.

Mange ukrainske kvinder er flygtet alene til Danmark med deres børn, fordi de ukrainske mænd ikke må forlade landet.

Men selv om det er usikkert, hvor længe børnene er i Danmark, mener Astrid Krag, at det er vigtigt, at de kan gå til en fritidsaktivitet.

- Vi ved, hvor vigtigt det er at få noget normalitet ind i de her børns liv, hvor krig og frygt for, hvad der skal ske far derhjemme, ellers kan fylde rigtig meget, siger hun.

LIGE NU
Ubegrænset Sport
Ekstra Bladet
Så løber du aldrig tør
79
,-
/md.

Mere fra Ekstra Bladet+

Fronten forstærkes - velkommen til Finland og Sverige

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Udforsk Ekstra Bladet+