Region Hovedstaden hyrer Hizb ut-Tahrir topfolk

Medlemmer af  Hizb ut-Tahrir har været med til at udvikle hospitalernes nye it-system. Sikkerhedsekspert advarer om konsekvenserne

Talsmand i Hizb ut-Tahrir Junes Kock blev hyret til Sundhedsplatformen.
Talsmand i Hizb ut-Tahrir Junes Kock blev hyret til Sundhedsplatformen.

Opfordring til drab på jøder, had til homoseksuelle og bekæmpelse af demokratiet.

Selvom Folketinget netop har vedtaget en lov, der forbyder den yderligtgående islamistiske gruppe Hizb ut-Tahrir at leje kommunale lokaler på grund af deres antidemokratiske overbevisning, så har Region Hovedstaden alligevel hyret to af gruppens topfolk til betroede stillinger på Sundhedsplatformen, som er et af landets mest vitale it-sundhedssystemer, der vurderes at koste 2,8 mia. kroner.

Hitzb ut-Tahrirs talsmand Junes Kock har frem til november i år været hyret som ingeniør på Sundhedsplatformen, der blandt andet indeholder patientjournaler på mange hundredetusinder af danskere og i øjeblikket er ved at blive udrullet på alle hospitaler i Østdanmark. Junes Kock har i den forbindelse sammen med et andet Hizb ut-Tahrir-medlem Govahram Kadkhodaie haft deres gang på Rigshopsitalet, hvor de har været med til at teste og implementere den nye fælles patientjournal på Rigshospitalet. 

Problematisk

Hizb ut-Tahrir herhjemme er kendt for at have opfordret til drab på jøder, had til homoseksuelle og bekæmpelse af demokratiet. Senest kom gruppen i søgelyset sidste år, da terroristen Omar el-Hussein, aftenen inden han dræbte to uskyldige mennesker, var til fredagsbøn arrangeret af Hizb-ut tahrir, og hvor der blandt andet blev prædiket om drab på jøder.  

I følge sikkerhedsrådgiver Stiig Wæver, der tidligere har arbejdet syv år i PET' med fokus på afdækning af terrornetværk , er det dybt problematisk, at islamisterne har haft indsigt i systemet.

- Set med mine briller er de farlige. Gruppen og talsmandens tanker og overbevisning er i den grad ekstreme, de vil et klokkeklart andet system end vores og er i yderste konsekvens klar til at gå langt for det. Derfor, er det her ikke godt. For hvem har styr på, om de informationer han har haft adgang til, nu er i hænderne på nogen, som vi ikke ønsker skal have den adgang overhovedet og som kunne finde på at handle på egen hånd, siger han. 

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.
 

Uhyggeligt

Professor Niels Høiby, der både gennem sit arbejde og sit hverv som medlem af Regionsrådet i Hovedstaden for Liberal Alliance har et indgående kendskab til sundhedsplatformen, er rystet:

- Det må simpelthen ikke ske, vi ved jo, hvad den her type folk står for. Lige fra starten af da Sundhedsplatformen blev vist for os politikere, stillede jeg spørgsmål ved sikkerheden. Uvedkommende har før at haft held med at komme ind i meget indviklede systemer, og i det her tilfælde har folk fra Hizb ut-tahrir haft rig mulighed for at lære systemet indgående at kende og måske endda haft direkte adgang.  

- Informationerne i systemet er dybt fortrolige og kan jo både bruges til identitetstyveri,  se om bestemte personer er indlagt, hvad de fejler og hvor de bor - og hvis du får udgang til hele systemet, så kan man eksempelvis også få adgang til medicindosering eller simpelthen lægge det ned. Det er godt nok uhyggeligt, siger han.

 

Niels Høiby mener, at Junes Kock og andre medlemmer af den yderliggående gruppe ikke burde kunne ansættes i den type stillinger. Det bakkes op af Stiig Wæver.

- Systemets screening skriger til himlen. Havde man gjort sit hjemmearbejde, var han nok ikke blevet ansat til den position. I regionen vil de nu sikkert dække sig ind under, at han ikke har har haft adgang til data. Men hvad med kopier, foto, kendskab til systemet osv. Der er lige nu en lang række ubekendte faktorer, som man ikke har kontrol over, og det er et stort problem, siger han.

Sundhedsplatformen er i dag implementeret på Herlev og Gentofte Hospitaler, Rigshospitalet og Glostrup. I løbet af 2017 vil systemet bliver indført på alle andre hospitaler i Østdanmark.  

***

Terrorist lyttede til jødehad aftenen inden angreb

Aftenen inden Omar El-Hussein udførte sit terrorangreb i København sidste år, havde han været til fredagsbøn i en Hizb ut-Tahrir-tilknyttet moske i Heimdalsgade på Nørrebro. Det fortalte 21Søndag på baggrund af flere kilder.

Her blev der prædiket om drab på jøder, og det kan have været en medvirkende grundt til, at synagogen i Krystalgade var et af målene for Omar El Husseins terrorangreb den følgende dag. Selv om skudattentatet kostede to mennesker livet, så har det ikke fået Hizb ut-Tahrir til at gå ud og tage afstand fra terrorhandlingen. Tværtimod.

Junes Kock har tidligere udtalt til Information, at angrebet er Danmarks egen skyld.

 - Når unge mennesker, der er født og opvokset i Danmark og har gået på danske skoler, kommer så langt ud, at de er villige til at tage andre menneskers liv og i sidste ende dø selv, så er man nødt til at spørge sig selv, hvad det er, der skubber dem derud. Her kan man ikke ignorere det faktum, at Danmark uafbrudt har været involveret i krige i den islamiske verden de sidste 10-15 år, hvor de og andre vestlige lande har dræbt utallige muslimer, sagde han.

***

Link til Syrien

 

Hizb ut-Tahrir har også link til borgerkrigen i Syrien. SFI – DET NATIONALE FORSKNINGSCENTER FOR VELFÆRD kortlagde i 2014 antidemokratiske og/eller ekstremistiske organisationer og grupperinger i Danmark, og her bliver Hizb ut-Tahrir udpeget som en af 5 i det islamiske miljø. I rapporten konkluderes blandt andet:

'Endvidere har såvel de salafistiske grupper som Hizb ut-Tahrir det tilfælles, at enkeltindivider, som på forskellige måder er involveret i krigen i Syrien, har bevæget sig i eller er medlemmer af grupperinger i miljøet.'

En af dem er den danske syrienkriger Özgur Deveci, der på hans facebook angav, at hans politiske holdning var Hizb ut-Tahrir. 

***

Forbud undersøges

Hizb ut-Tahrir er ikke velkomne i Danmark. Det er regeringens holdning til de yderligtgående islamister, og derfor er det siden juli 2008 løbende blevet undersøgt, om en forening som Hizb ut-Tahrir kan forbydes.

***

Junes Kock: Jeg er uforstående over for kritikken

 

Talsmand for Hizb ut-Tahrir Junes Kock forstår ikke, hvorfor hans religiøse og politiske holdninger skal have konsekvenser for hans arbejdsliv. 

- Professor på Rigshospitalet Niels Høiby kalder det uhyggeligt, at folk med forbindelse til Hizb ut-Tahrir har arbejdet med sundhedsplatformen, da han er bange for, at I kan misbruge oplysningerne om systemet. Forstår du det?

- Nej, jeg er totalt uforstående over for den kritik. Hizb ut-Tahrir har jo ikke til formål at skade dette samfund. Vores politiske vision om et andet samfund er jo et helt andet sted i verden. I muslimske lande. Vi er her som alle mulige andre. Arbejder og engagere os i idrætsliv og foreningsliv. Vi lever her permanent og vores børn går i skole og i børnehave. Jeg har som alle andre al interesse i , at samfundet er så stabilt og roligt som muligt.

- Professionelt ville jeg jo heller aldrig røbe noget. Der er tavshedspligt, og det ville være uislamisk at bryde den tillid. Jeg ville aldrig tage så meget som en papirclips. Desuden kan det slet ikke lade sig gøre. Vi testede på fiktive personer. Selv om jeg havde en profil, som var oprettet af Region Hovedstaden, så blev alt, hvad jeg foretog mig i sundhedsplatformen logget og kan ses og registreres ligesom, når en læge eller sygeplejerske går ind i systemet og udskriver medicin.

Men I har jo en hård antidemokratisk retorik. Kan du ikke forstå, at det gør folk bange?

- Det er at blande æbler og pærer. Jeg har måske en politisk overbevisning om et andet system, men derfor kan jeg jo godt løse mit arbejde rent professionelt. Det bekymrer mig, at selv en professor er ramt af islamofobi og blander mit forhold til islam med min professionelle arbejde. Det minder mig om 1930’erne  i Tyskland. At man er en trussel, fordi man har en bestemt overbevisning.

- Det svarer jo til, at man siger, at jeg ikke kan arbejde i et køkken, for så kan jeg jo forgifte maden. Det er for dumt og har store personlige konsekvenser for mig. Jeg bliver sat ti år tilbage i at søge arbejde på grund af det her.

Ekstra Bladet har været i kontakt med Govahram Kadkhodaie, der bekræfter sit arbejde på sundhedsplatformen og sit medlemskab af Hizb ut-Tahrir, men har ellers ikke nogle kommentarer.

845 kommentarer
Vis kommentarer