Region Sjælland ramt af hacking-forsøg: 60.000 mails inficeret med virus

Region Sjælland er ramt af det verdensomspændende hacker-angreb

Region Sjælland er ramt af det verdensomspændende hackingforsøg. Foto: Søren SIelemann
Region Sjælland er ramt af det verdensomspændende hackingforsøg. Foto: Søren SIelemann

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

Region Sjælland er én blandt mange institutioner og lande, der er blevet ramt af det verdensomspændende hackerangreb.

Det skriver sn.dk.

I løbet af et døgn har Region Sjælland modtaget cirka 60.000 mails, som alle indeholder et link. Hvis man trykker på linket, bliver der installeret virus på computeren.

- Det her var et markant stort angreb med virkelig mange forsøg på at sende mails til os. Men vores normale mekanismer fangede dem, inden de nåede ud til brugerne, siger Region Sjællands it-direktør Per Buchwaldt.

Til Ekstra Bladet siger Per Buchwaldt, at der efter hans opfattelse ikke er nogen computere i Region Sjælland, som har fået installeret det såkaldte ransomware. Region Sjælland abonnerer på nogle sikkerhedstjenester, som lader til at have fanget alle 60.000 mails i opløbet. Det er for øvrigt den samme type ransomware, som man har hørt om fra andre steder i verden.

- Vi har lagt et enkelt eksempel på en memorystick, sådan så vi har et eksemplar. Det er den type ransomware som andre steder, og som krypterer en desktop og en pc, og som giver en vejledning i, hvordan man betaler for at slippe for krypteringen, siger Per Buchwaldt til Ekstra Bladet.

Per Buchwaldt fortæller også, at han ikke har tænkt sig at politianmelde hacking-forsøget.

- Det giver vel ingen mening at anmelde det til Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Jeg går ud fra, at Rigspolitiet og Center for Cybersikkerhed allerede samarbejder med andre nationale myndigheder, og der gør det formentlig hverken fra eller til, om vi sender 60.000 anmeldelser, siger Per Buchwaldt til Ekstra Bladet.

Han fortæller videre, at det lader til, at de mange mails er sendt fra forskellige mailadresser og med forskellig tekst. Men linket til den ransomware, der installeres, er det samme. Og det er det link, som det altså lykkes at identificere de ramte mails med.

I den næste uges tid vil det ikke være muligt for Region Sjællands ansatte at tjekke deres private mails via arbejdscomputerne, skriver sn.dk. Regionen har spærret for adgangen for at begrænse risikoen for hacking.

Over 70 lande er i alt blevet forsøgt hacket i et stort, verdensomspændende hackerangreb, deriblandt Danmark. Angrebet giver blandt andet problemer med it-systemer på de britiske hospitaler og hos bilproducenten Renault.

9 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere