Region undskylder for sen behandling af brystkræftramte

111 kvinder i Region Sjælland blev ikke opereret til tiden på grund af mangel på brystkirurger

Otte ud af ti brystkræftforløb er ikke blevet gennemført til tiden i Region Sjælland.

Det viser en opgørelse for tredje kvartal af 2018.

Regionen beklager situationen.

- Jeg vil gerne sige undskyld til de kvinder, der ikke er blevet opereret til tiden, siger vicedirektør Beth Lilja, Sjællands Universitetshospital, i en pressemeddelelse.

Årsagen er ifølge vicedirektøren, at der mangler kirurger.

- Der mangler brystkirurger i Danmark, og desværre har vi haft to brystkirurger, der har fået andet job i år.

- Det giver udfordringer. Der mangler simpelthen speciallæger til at operere kvinderne, siger hun.

I alt 111 kvinder er ikke blevet opereret til tiden. For hovedpartens vedkommende skyldes det mangel på kapacitet.

Sjællands Universitetshospital har nu allieret sig med to speciallægekonsulenter fra Sverige, som skal hjælpe med operationer.

- Så nu tilbydes alle kvinder operation til tiden enten hos os selv eller i en naboregion, siger Beth Lilja.

Hos Kræftens Bekæmpelse mener direktør Jesper Fisker, at kvinderne er blevet ladt i stikken.

- Region Sjælland har ikke levet op til sit ansvar. Det er mange kræftramte kvinder, der er blevet svigtet her, siger han i en pressemeddelelse.

- Jeg har en forventning om, at regionen tager individuel kontakt til de berørte, og at man sikrer, at alle brystkræftpatienter føler sig trygge og velinformerede, siger Jesper Fisker.

Regionerne, der driver sygehusene, har ifølge Kræftens Bekæmpelse sat som mål, at højst ti procent af kræftpatienterne må vente for længe.

Den seneste opgørelse fra Sundhedsstyrelsen viser, at 81 procent af alle kræftpatienter kom i behandling inden for den anbefalede tid i tredje kvartal.

Det vil med andre ord sige, at 19 procent ikke kom i behandling til tiden.

5 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere