Regionerne er tilfredse med antallet af psykiatrisenge

Regioner satser på, at ambulant behandling skal fylde mere i psykiatrien. Fagfolk frygter for de sygeste

Der bliver ikke tale om at udvide antallet af psykiatriske sengepladser markant, ifølge formanden for psykiatri- og socialudvalget i Danske Regioner. (Foto: Colourbox)
Der bliver ikke tale om at udvide antallet af psykiatriske sengepladser markant, ifølge formanden for psykiatri- og socialudvalget i Danske Regioner. (Foto: Colourbox)

2905. Så mange sengepladser er der i psykiatrien i 2016. Det tal har ligget stabilt i en årrække, og det er ifølge Danske Regioner et meget passende antal.

Det skal nemlig ikke være sengepladser, men derimod ambulant behandling og behandling i hjemmet, der skal være de bærende elementer i psykiatrien. Det siger Charlotte Fischer (R), der er formand for psykiatri- og socialudvalget i Danske Regioner.

- Vi kommer ikke til at gå tilbage til en tid, hvor vi udvider antallet af sengepladser markant. Derimod fortsætter vi med at lægge vægt på ambulant og udgående behandling. Behandling på hospitalerne skal koncentrere sig om de mest sårbare, siger hun.

Indlæggelse er bekostelig

Charlotte Fischer håber, at ressourcerne kommer bedst til deres ret, hvis man fokuserer på at behandle psykisk syge, mens de stadig bor for sig selv.

Indlæggelse på hospital kan være en bekostelig affære. Argumentet er derfor, at flere kan blive behandlet, hvis psykiatrien rykker ud af hospitalerne.

- Der findes ikke ét svar, men vi synes, at denne balance giver mest for pengene lige nu, fortsætter hun.

Masser af svingdørspatienter

I landsforeningen for psykisk sundhed, Sind, tror formand Knud Kristensen ikke, at de gode intentioner kan føres ud i livet. Derimod frygter han, at det er den direkte vej til uheldige konsekvenser for de psykisk syge.

- Vi har set masser af eksempler på svingsdørspatienter, der bliver udskrevet alt for hurtigt på grund af mangel på sengepladser. Derfor bliver de genindlagt, og det er hverken godt for samfundet eller for helbredet, siger han.

- Hvis vi hele tiden opprioritere den ambulante behandling, kommer det til at gå ud over de mest syge.

Sengepladserne er for de dårligste patienter. Det vil Charlotte Fischer holde fast i. Derimod tror hun, at potentialet i den ambulante behandling er stort og kan erstatte hospitalsindlæggelser for mange patienter.

- Vi skal fremover tale meget mere om kvaliteten af behandlingerne uden for hospitalet, for den skal fylde meget mere, siger hun.

OVERBLIK: 2905 senge til over 200.000 psykisk syge

Danske Regioner vil gå nye veje i behandlingen af psykisk syge. Antallet af sengepladser har stabiliseret sig, og de vil lave en mere alsidig indsats, der også fokuserer på andre behandlingsmetoder.

* I 2016 er der på samtlige afdelinger i alt 2905 pladser i psykiatrien. Det er to pladser mere end i 2011. Til gengæld er antallet af senge på åbne afdelinger faldet med 252 siden 2011, mens der er 167 flere senge på lukkede afdelinger.

* I perioden 2010 til 2015 er der kommet flere psykiatriske patienter i alle regioner. Flest har psykiske lidelser i Region Hovedstaden hvor antallet er steget fra knapt 92.000 til 118.000. I Region Nordjylland, der har færrest psykiatripatienter er antallet steget fra 7485 til 10.676 i samme periode.

* I 2015 var omkring 214.000 danskere i forbindelse med psykiatrien.

* Tilfredsheden med voksenpsykiatrien ligger på 96 procent, og på 95 procent for patienter og pårørende i børne- og ungdomspsykiatrien. Samtidig er ventetiden blevet kortere for de voksne med aktuelt behov for behandling eller undersøgelse pr. 1. januar.

Kilde: Danske Regioner

6 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere