Regionerne øger deres lagre af kitler og masker

De danske regioner har værnemidler til 'nogle uger' med det nuværende lager, vurderer Stephanie Lose

Formanden for Danske Regioner, Stephanie Lose (V), mener, at regionerne har sikret sig en stabil forsyning af værnemidler for nu - men at der i fremtiden skal tages nogle beslutninger for at sikre den permanent. (Arkivfoto) Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Formanden for Danske Regioner, Stephanie Lose (V), mener, at regionerne har sikret sig en stabil forsyning af værnemidler for nu - men at der i fremtiden skal tages nogle beslutninger for at sikre den permanent. (Arkivfoto) Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

De fem regioner har siden sidste uge haft travlt med at samle værnemidler til lager. Det viser en ugentlig opdatering af regionernes værnemidler.

Eksempelvis er lagerbeholdningen af de vigtige FFP2- og FFP3-masker vokset fra omkring 385.000 til cirka 435.000 masker.

Også lageret af kitler er vokset fra omkring 657.000 til over en million.

Stephanie Lose (V), der er formand for Danske Regioner, glæder sig over, at lagrene vokser - særligt fordi sundhedsvæsnet snart skal begynde at øge den ikke-coronarelaterede aktivitet igen.

- Når lagrene bliver større nu, er det fordi, vi forsøger at fylde alt det, vi kan, ind på lagrene, så vi ikke kun har til de direkte coronaopgaver, men også har til at kunne honorere en yderligere aktivitet.

- Ellers kan man ikke øge aktiviteten i sundhedsvæsenet, siger hun.

Her anslår Stephanie Lose, at det nuværende lager alene burde dække forbruget af værnemidler i nogle uger.

Derudover har regionerne ifølge Lose fået skaffet sig nogle forholdsvis stabile forsyningslinjer ved at satse på producenter i Danmark.

Ifølge Stephanie Lose, der også er regionsrådsformand i Region Syddanmark, har regionerne fået oparbejdet nogle mere sikre løbende forsyningslinjer.

Det giver hende grund til at tro, at regionerne de næste uger kan samle yderligere til bunke.

- Vi synes, at vi bevæger os mod en mere og mere stabil forsyning ved at satse på en større grad af national produktion og ved den her luftbro, som DSV og Mærsk har været med til at etablere, siger hun.

- Vi vil hive alt det, vi kan ind på lagrene, så vi forhåbentlig vil have dækning længere frem end nogle uger.

Men hun advarer om, at situationen hurtigt kan ændre sig. Blandt andet fordi de vigtige FFP2- og FFP3-masker og kitler hurtigt kan blive eftertragtede varer, hvis coronaspredningen tager til.

Den produktion i Danmark, som Stephanie Lose henviser til, er i flere tilfælde virksomheder, der har omlagt deres normale produktion for at lave værnemidler.

Det er for nuværende en midlertidig produktion og ikke en permanent kilde til værnemidler.

- Jeg tror, at vi får brug for en diskussion på den anden side af det her om, hvilken national produktion vi har brug for. Det er ikke noget, vi kan gøre alene i regionerne. Det er noget, der skal drøftes med regeringen og Folketinget, siger Stephanie Lose.

7 kommentarer
Vis kommentarer