Tak for nu og held og lykke i fremtiden.
Den kommende koncerndirektør i Region Syddanmark, Jens Winther Jensen, går i disse dage med et stor smil ned til banken.
For ifølge fyens.dk, har Jens Winther Jensen fået 1,2 millioner kroner i bagagen som gyldent håndtryk fra sin tidligere arbejdsplads Region Nordjylland, hvor han var sundhedsfaglig direktør.
Fællestillidsrepræsentant raser
Fratrædelsesordningen er dog ikke faldet i god jord blandt de ansatte i Region Nordjylland, der har svært ved at forstå, hvorfor koncerndirektøren, der skifter fra en vellønnet stilling til en anden i det offentlige, skal forgyldes ved jobskiftet.
Ligesom i alle andre regioner er remmen her de seneste mange år blevet spændt ind og sparekniven svunget over de ansatte.
- Jeg kan sådan set godt forstå, at direktører har sådan nogle aftaler. Det er jo et usikkert job, hvor man kan stå uden indkomst. Men når man går nærmest direkte over til en anden stilling i det offentlige, synes jeg bestemt ikke, at det er rimeligt, at man skal have de penge, siger Kirsten Højslet, fællestillidsrepræsentant for sygeplejersker og radiografer på Aalborg Universitetshospital
Arbejdsløs en måned
Ekstra Bladet har talt med Jens Winther Jensen, der forklarer, at han gik arbejdsløs i knap en måned, før han sikrede sig jobbet som koncerndirektør i Region Syddannmark.
Ved udgangen af februar fratrådte han sin stilling i Region Nordjylland. Dagen efter den 1. marts havde han første jobsamtale om direktørjobbet ved Region Syddanmark og 30. marts blev det så offentliggjort, at Jens Winther Jensen fik jobbet.
- Jeg har kontrakt med Region Nordjylland, som jeg har opfyldt og regionen har opfyldt. Jeg var arbejdsløs en måned og yderligere vil jeg ikke kommentere sagen, siger Jens Winther Jensen til Ekstra Bladet.
Jens Winther Jensen tiltræder jobbet i Region Syddanmark 1. maj.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.