Regn ingen hindring

VÅDT MEN GODT: Stemningen var i top både inde og ude hos feriefolket ved forskellige aarhusianske attraktioner, der som i resten af landet oplever stigende besøgstal i uge 42

Lotus og Christian Bast fra Amager, København, havde henlagt efterårsferien til Aarhus og Den Gamle By onsdag sammen med deres to døtre, Alberte på syv og Augusta på fem år. Foto: Claus Bonnerup
Lotus og Christian Bast fra Amager, København, havde henlagt efterårsferien til Aarhus og Den Gamle By onsdag sammen med deres to døtre, Alberte på syv og Augusta på fem år. Foto: Claus Bonnerup

Stemningen er i top - ligesom besøgstallene - i det danske ferieland, og med omskifteligt vejr følger der tilsyneladende også en vis 'retfærdighed' ude ved de mange inden- og udendørs attraktioner.

Således også i Aarhus, som onsdag havde, hvad man kan kalde den første hele dag i efterårsferien med næsten konstant regn og støvregn fra en gråmeleret himmel. Dog med de i bogstaveligste forstand formildende omstændigheder, at termometret ramte 15 grader om eftermiddagen.

Vejrsituationen kunne da også mærkes i Den Gamle By, der for første gang siden feriens begyndelse i lørdags havde mærkbar nedgang i besøgstallet.

- I regn holder folk sig oftere væk fra et sted som her, men generelt klager vi bestemt ikke, siger Gorm Ruge, kommunikationschef i Den Gamle By, til Ekstra Bladet.

Han henviser til, at en af de to-tre største turistattraktioner i landets næststørste by ved midtvejspunktet i efterårsferien onsdag havde haft 52 procent flere gæster end sidste år ved samme tid.

Godt 'museumsvejr'

I fjor lød besøgstallet onsdag middag på 6.808, mens det til sammenligning var på 10.327 i år på samme tidspunkt.

- Så selvom vi godt kan mærke, at de foregående dage med mere tørvejr gav bedre besøgstal, så er det jo heldigvis ikke sådan, at byen er affolket trods lidt dråber oven fra, siger Gorm Ruge, der blandt andet tilskriver stigningen mere massiv markedsføring og, ja, godt vejr i de første dage af ferien.

Presse- og kommunikationsmedarbejder hos Aros Kunstmuseum blot 3-400 meter væk, Jens Henrik Daugaard, glædede sig onsdag med sine kolleger over det gode 'museumsvejr', som tydeligvis inspirerede mange både danske og udenlandske besøgende til at opleve de fire udstillinger og, ikke mindst, Regnbuen på toppen af museumsbygningen.

- Jeg har ingen dugfriske besøgstal, men dette vejr falder inden for kategorien godt 'museumsvejr', og vi glæder os selvfølgelig over at se så mange mennesker, herunder især børnefamilier, siger Jens Henrik Daugaard.

Fugtigt vejr ugen ud

Med til at skærpe børnenes interesse er den såkaldte skulpturjagt, hvor der vanker gevinst i caféen, mens det ældre publikum blandt andet kan beundre den nu pensionerede franske fodboldspiller og verdensstjerne, Zinedine Zidane, i den skotske videokunstner Douglas Gordons udstilling, 'In My Shadow'.

Samtlige landets indendørs attraktioner har formentlig mærket oktobervejrets vekslen mellem det lune og kølige og det tørre og våde, og i de kommende dage kan de se frem til fortsatte, vekslende besøgstal, hvis man sammenkæder vejrlig med antal mennesker i attraktionerne med tag over hovedet

- Det milde, fugtige vejr fortsætter ugen ud med regn fra sydvest og lune dagtemperaturer på 12-14 grader. Der bliver ikke tale om konstant regn og de mindst regnfulde dage bliver torsdag og lørdag, siger vagthavende ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, Erik Hansen. 

Vejret betyder noget

Ekstra Bladet forhørte sig hos et udpluk af de mange gæster i henholdsvis Den Gamle By og på Aros Kunstmuseum om, hvad vejret betyder, når de vælger udflugtsmål.

Foto: Claus Bonnerup
Foto: Claus Bonnerup

Heidi Johansen, 38 år, udviklingskonsulent, Allerød, besøgende på Aros med sønnerne Sebastian (med på billedet) og Magnus:

- Jeg er her, fordi det regner. Nej, pjat, vi var nok gået herhen uanset, om det er tørt eller vådt uden for. Aros er et dejligt museum med gode særudstillinger, som jeg har besøgt flere gange før.

- Vi bor i en Airbnb-lejlighed i gå-afstand herfra og nyder at være i Aarhus frem for København, fordi det er mere overskueligt og mindre hektisk samtidig med, at byen har meget at byde på.

Foto: Claus Bonnerup
Foto: Claus Bonnerup
 

Malgorzata Plominska, 39, og Zbigniew Lasek, 68 år, Wroclav i Polen, deltager med større gruppe i tur til Danmark, Norge og Tyskland:

- Den Gamle By var også med i vores program for besøget her i Aarhus, men vi når det ikke, fordi vi er blevet forsinket i trafikken med vores bus, som snart skal videre til Hirtshals, hvorfra vi skal sejle til Stavanger. Aros kræver mere tid, fordi det er et så spændende sted, siger Malgorzata Plominska og suppleres af hendes forældres ven, Zbigniew Lasek:

- Vi har set 'The Boy' (Drengen), men langt fra det hele endnu. For os er vejret ikke afgørende, fordi vi følger et rejseprogram, og selvom vi ikke havde det, ville vi heller ikke tænke så meget over det. Jeg var i København og Roskilde tilbage i 90´erne og har glædet mig til at besøge Danmark igen, men jeg ville gerne have haft lidt mere tid i Aarhus.

Foto: Claus Bonnerup
Foto: Claus Bonnerup

Sandie Vandbæk, 30, sønnen Frej, tre år, og Frejs oldemor Jonna Jensen på 78 år fra henholdsvis Hadsten og Aarhus havde madpakker med på Aros, som de dog blev bedt om at pakke sammen igen og nyde i stueetagen:

- Hvis det ikke havde regnet, havde vi nok foretrukket Den Gamle By eller Tivoli Friheden, som er mere spændende for én på Frejs alder. Det er svært for en tre-årig, når man ikke må røre ved tingene, siger Sandie Vandbæk.

Jonna Jensen:

- Jeg har aldrig været her før, men det er på andre præmisser, når vi har en lille én med som Frej. Derfor går jeg nok også herhen igen en anden dag. Min lyst til det er blevet skærpet efter i dag.

Foto: Claus Bonnerup
Foto: Claus Bonnerup

Flemming Benjaminsen, 53 år, logistikchef, Horsens, med hans datter, Helena, på fire år:

- Her er mere børnevenligt end på Aros, så selv om det regner lidt, foretrækker vi Den Gamle By.

- Jeg har været her mange gange før, fordi jeg har boet i Aarhus i mange år, og det har altid været en fornøjelse, fordi de ansatte virkelig ser ud, som om de kan lide at være her.

Foto: Claus Bonnerup
Foto: Claus Bonnerup
 

Inge Birthe Thomsen, 70 år, pensionist, Aarhus og hendes barnebarn Nora på seks år:

- Aros er måske et bedre sted at være i regnvejr, men der var vi i lørdags. Selvom det regner lidt i dag, så er det jo lunt og dejligt at være her.

- Som nabo til Den Gamle By er jeg kommet her jævnligt igennem mange år. Det generer mig ikke, at der er flere i efterårsferien, det er kun godt. Man skal ikke være bange for at være blandt mange mennesker, hvis man bor i en by.

Foto: Claus Bonnerup
Foto: Claus Bonnerup
 

Lotus og Christian Bast på henholdsvis 35 og 33 år fra Amager med deres døtre, Alberte på syv og Augusta på fem år:

- Vi var på Aros i går, og da vi stod op, overvejede vi at tage på Moesgaard Museum i stedet for her, fordi det regnede. Det gjorde vi heldigvis ikke, og det har vi ikke fortrudt. Der findes ikke dårligt vejr, men der findes dårlig påklædning, siger forældrene og fortsætter:

- Den Gamle By er en af de store attraktioner i Aarhus, og vi nyder at være her, fordi vi kan fortælle vores døtre historier om fortiden via de ting, vi ser lige foran os. Det giver rigtig god mening og er samtidig hyggeligt.  

1 af 2 De to polakker, Zbigniew Lasek og Malgorzata Plominska fra Wroclav i det sydlige Polen, nyder udsigten fra Regnbuen og ud i regnvejret oven på Aros Kunstmuseum i Aarhus. Foto: Claus Bonnerup
2 af 2 Lotus og Christian Bast fra Amager, København, havde henlagt efterårsferien til Aarhus og Den Gamle By onsdag sammen med deres to døtre, Alberte på syv og Augusta på fem år. Foto: Claus Bonnerup
0 kommentarer
Vis kommentarer