Sommervejret har besluttet at holde sig langt fra Danmark i år, så det er bare med at nyde de få solstråler, der en sjælden gang titter frem.
Og det kommer de til i denne uge!
- Onsdag og torsdag bliver nogle fine dage med sol de fleste steder i landet, men vi slipper desværre ikke helt for regnen, fortæller meteorolog ved DMI Dan Nielsen.
Nordjyderne kan især se frem til solskinstimer, mens resten af landet må væbne sig med tålmodighed.
- Vejret kan blive fantastisk fint i Nordjylland med temperaturer op over de 20 grader, fortæller Dan Nielsen.
Søndag bliver ugens højdespringer med 23-24 graders varme.
- Med det ustadige vejr bliver det nok ikke til en strandtur, men vejret ser ud til at blive ganske lunt. Man kan dog nok huske en regnjakke eller en paraply, hvis man skal uden for, fortæller vagthavende.
I starten af næste uger kan vi igen forvente kraftig regn og tordenbyger. Det skyldes, at den varme og den kolde luft kommer i karambolage.