Regnfuld morgen - men bedring på vej

Massive vandmængder natten over har skabt problemer i hovedstadsområdet og på Midtsjælland

Arkivfoto: POLFOTO
Arkivfoto: POLFOTO

Den første dag i ugen, der for manges vedkommende byder på påskeferie, har fået en våd start, som har skabt bøvl for dem, der skal tage den sure tørn og drage på arbejde en time tidligere end i sidste uge på grund af skiftet til sommertid.

- Der er faldet en del regn henover natten, og i københavnsområdet er der faldet 16-17 millimeter, siger Mogens Rønnebek, vagthavende meteorolog ved DMI, til Ekstra Bladet.

De tunge regnmængder har til morgen betydet, at Holbækmotorvejen ved Roskilde i retning mod København er spærret i det ene spor, hvilket har resulteret i mindre kødannelser. Her er der i nattens løb faldet omkring 15 millimeter regn ifølge DMI.

Samtidig er også Helsingørmotorvejen i retning mod København spærret i det højre spor ved Kildegårdsvej, fordi der ligger for meget vand på vejen.

Begge steder er brandvæsnet på vej til stedet for at pumpe vand væk fra vejen.

Sol og blæst på vej
Selvom vandmængderne driller de morgenfriske, er der dog bedring på vej, lyder meldingen fra DMI.

- På Bornholm er der stadig regn det meste af formiddagen, men i resten af landet er der kun enkelte byger, og det klarer op, så der kommer pænt med solskin i løbet af dagen, siger Mogens Rønnebek.

Temperaturerne kommer op i nærheden af syv-otte grader, og det bliver temmelig blæsende, så vejret indbyder ikke rigtig til udendørsaktiviteter.

- Det bliver nok for blæsende, men man kan måske nyde solen indefra, siger meteorologen.

Tjek dit lokale vejr på vejret.dk.

1 kommentar
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere