Rejsekortet mødes af ny skarp kritik

Statsrevisorerne kritiserer Transportministeriet og Magnus Heunicke for den dårlige økonomi i Rejsekort A/S

Arkivfoto: Tariq Mikkel Khan
Arkivfoto: Tariq Mikkel Khan

Mere skældud til det omstridte rejsekort.

Statsrevisorerne kritiserer tirsdag skarpt, at Transportministeriet ikke har sikret, at økonomien i Rejsekort A/S er tilfredsstillende.

Desuden har Transportministeriet eller parterne bag rejsekortet heller ikke sikret, at rejsekortet er brugervenligt, står der i kritikken fra statsrevisorerne, som også peger fingre af den nuværende transportminister Magnus Heunicke (S).

Kritikken kommer på baggrund af en beretning fra Rigsrevisionen.

- Statsrevisorerne kritiserer skarpt, at Transportministeriet og parterne bag rejse­kortet hverken har sikret, at rejsekortet er brugervenligt, eller at Rejsekort A/S' økonomi er tilfredsstillende.

- Parterne bag rejsekortet har brugt tid og kræfter på at være indbyrdes uenige frem for at løse problemerne med rejsekortet, står der i statsrevisorernes beretning.

Transportministeriet kritiseres direkte for ikke tidligere at have grebet ind over for selskaberne bag rejsekortet, der ser ud til at blive seks år forsinket og koste svimlende to milliarder kroner at udvikle.

Og kritikken rammer også skiftende transportministre.

- Der har været advarselslamper, der har blinket undervejs i Transportministeriet, og her har man bare ladet rejsekortet kører videre med nogle ejere, der ikke har været enige om at løse problemerne, siger statsrevisor Kristian Jensen (V).

- Derfor burde Transportministeriet have grebet ind noget før, både Magnus Heunicke (nuværende S-minister, red.) og andre ministre, siger han.

Statsrevisorernes formand, Peder Larsen (SF), mener, at man fra ministeriets side har reageret flere år for sent.

- Det havde været hensigtsmæssigt, hvis man (ministeriet, red.) tidligere var gået ind og sagt, at det ikke kan fortsætte, og det har de først gjort i 2014 og 2015, og det er måske tre år for sent, siger han.

Rejsekort A/S er ejet af DSB, Metroselskabet, Movia, Nordjyllands Trafikselskab, Midttrafik og Sydtrafik.

FAKTA: Statsrevisorerne revser rejsekortet

Tirsdag udtaler statsrevisorerne "skarp kritik" af myndighedernes håndtering af det udskældte rejsekort, som nu er seks år forsinket, og som har kostet to milliarder kroner at udvikle.

Her er statsrevisorernes kritikpunkter:

* Rejsekortet bliver seks år forsinket. Det har betydet, at rej­sekortet er langt mindre udbredt end forudsat.

* Rejsekort A/S og trafikselskaberne har ikke i tilstrækkelig grad prioriteret at lø­se brugernes problemer med rejsekortet - glemt tjek ud og tank op.

* Transport­ministeriet burde tidligere have engageret sig i sagen med henblik på at sikre løs­ninger på brugerproblemerne.

* Transportministeriet foreslog først en mere holdbar finansieringsmodel, da der var risiko for, at Rejsekort A/S ville træde i betalingsstandsning.

* Transportministe­riet har været vidende om, at Rejsekort A/S’ økonomi var utilfredsstillende, og at organiseringen gav trafikselskaberne ringe incitament til selv at løse problemer­ne vedrørende økonomi og kundetilfredshed.

* Transportministeriet har ikke fulgt op på, om forudsætningerne i aktstykkerne om kapitalindskud i Rejsekort A/S er blevet overholdt. Således har kapitaltilførslen været større end forudsat i det seneste aktstykke fra 2011.

* En del af kapitaltilførslen er − uden hjemmel − sket som forøgede lån fra DSB og Metroselskabet til Rejsekort A/S.

* Statsrevisorerne finder det utilfredsstillende, at trafikselskaberne - som en reaktion på den manglende brugervenlighed - har svækket rejsekortets økonomi, bl.a. ved ikke at udfase eksisterende billetprodukter med den forudsatte hastighed.

* Statsrevisorer­ne finder det utilfredsstillende, at trafikselskaberne ikke har sikret, at nye tidssvarende løsninger til for eksempel mobiltelefon blev udviklet af Rejsekortet A/S frem for af de enkelte trafikselskaber.

Kilder: Statsrevisorerne

FAKTA: Her er statsrevisorernes skala for kritik

Statsrevisorerne har tirsdag blandt andet kritiseret Transportministeriet for ikke at have sikret, at økonomien i Rejsekort A/S er tilfredsstillende.

* Statsrevisorerne skal holde styr på, at skatteborgernes penge bruges, som Folketinget har besluttet, og at pengene forvaltes så effektivt som muligt.

* Statsrevisorerne kan udtale kritik af for eksempel ministre, ministerier, styrelser og tilsyn på baggrund af rapporter fra Rigsrevisionen. Er kritikken af en minister særlig slem, siger man, at en minister har fået "en næse".

* Statsrevisorerne besluttede i 2007 at indføre en "karakterskala" for kritikken, som går fra det mest positive til det mest negative og ser sådan ud:

- finder det meget/særdeles positivt

- finder det positivt

- finder det tilfredsstillende/er tilfredse med

- påpeger/understreger/henstiller/forventer

- beklager/finder det bekymrende/foruroligende

- finder det utilfredsstillende/er utilfredse med/og indskærper

- kritiserer/finder kritisabelt/kritiserer skarpt/og indskærper

- påtaler/påtaler skarpt

- påtaler skarpt og henleder særligt Folketingets opmærksomhed på

Kilder: Folketinget

64 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere