Rejsekortet trækker for meget, men det er dit eget problem

En fejl med rejsekortet er skyld i, at tusindevis af danskere er blevet trukket for meget for deres rejser. Men passagererne står selv med ansvaret for at få pengene refunderet. Det må dog ikke være forbrugeren, der står med ansvaret, lyder det fra Forbrugerrådet Tænk

Rejsekort-læser går amok: Lyder som en rapper

Er du en af de danskere, der er blevet snydt ved brug af rejsekortet? Tip os på 1224@eb.dk eller SMS på 1224 (alm. takst)

Det er efterhånden blevet en velkendt lyd, når pendlere bipper deres rejsekort mod de blå standere, der er jævnt fordelt ud over Danmark. Når man afslutter sin rejse, har rejsekortet automatisk trukket et beløb på de praktiske blå kort. Men nu viser det sig, at tusindvis af rejsekortsbrugere er blevet opkrævet for meget for deres busture. De må dog selv sørge for, at bevise hvilke ture det drejer sig om, hvis de vil have deres penge tilbage.

Movia må rette fejlen
En fejl i indstillingen af GPS'en i nogle af Movias busser har betydet, at over 23.000 danskere har betalt for meget, når de har brugt det blå rejsekort. Movia beklager fejlen, men hvis man vil have sine penge tilbage, må man selv bevise, hvilke dage man er blevet opkrævet for meget siden 2012.

- Jeg vil gerne understrege, at det ikke er forbrugeren, der har ansvaret for den her sag. Det er selskaberne, der har begået en fejl, og så vil jeg forvente, at de handler på det, siger Lone Fruerskov Andersen, Afdelingschef for Passagerpulsen ved Forbrugerrådet Tænk, der stiller sig kritisk over for den måde, Movia har taklet situationen på:

- Kunderne burde for det første kunne forvente, at trafikselskabet hurtigst muligt får rettet fejlen og givet de kunder, der har betalt for meget, pengene tilbage. Og for det andet må selskaberne, indtil de har fået rettet fejlen, få informeret godt og grundigt om, hvordan man som passager forholder sig til rejsekortet.

Ekstra Bladet har flere gange forsøgt at få et interview med Movia, men trafikselskabet bag fejlen henviser til følgende udtalelse fra Movias centerchef, Søren Englund:

- Vi er lidt uforstående over for Passagerpulsens kritik, for Rejsekort A/S har allerede i sidste uge forklaret Passagerpulsen, at vi ikke på forhånd kan vide, om der er registreret en forkert pris. Derfor har vi brug for kundernes hjælp til at holde øje med, at de betaler den rigtige pris for rejsen, ligesom man også skal tjekke sin bon i supermarkedet. Til gengæld tilbagebetaler vi selvfølgelig, hvis der er en fejl.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Det er trafikselskabet Movia, der står bag fejlen med rejsekortet, og der er derfor kun, hvis du har kørt med bus, at du kan risikere, at du er blevet takseret for meget for rejsen. Foto: Jens Dresling
Det er trafikselskabet Movia, der står bag fejlen med rejsekortet, og der er derfor kun, hvis du har kørt med bus, at du kan risikere, at du er blevet takseret for meget for rejsen. Foto: Jens Dresling
 

Tillidsbrud
Mange forbrugere af rejsekortet er blevet takseret forkert, når de har afsluttet rejsen med diverse busser rund om i landet. Og Movia har tilsyneladende ikke forsøgt at gøre noget ved problemet, skriver Søndagsavisen.

- Det kan jo betegnes som tillidsbrud, når man ikke kan stole på, at det man betaler for rejsen, er det den reelt koster, siger Lone Fruerskov Andersen, som desuden påpeger Movias dårlige service af kunder:

- I vores optik er det sådan, at det er til gene for passageren, hvis det er dem, der kommer til at bære ansvaret for fejlen. Først skal de opdage den, så skal de bruge tid på at klage over, at de har betalt for meget, og så skal de vente på at få pengene tilbage. Man kan jo stille spørgsmålstegn ved, om det er god kundeservice, siger hun til Ekstra Bladet.

Løsning
Mens Forbrugerrådet Tænk opfordrer Movia til en løsning, hvor trafikselskabet selv står for at tilbagebetale de beløb, som de har opkrævet ved en fejl, så opfordrer de ligeledes forbrugerne til at holde øje med, om de er blevet snydt.

Movia mener dog ikke fejlen er stor i forhold til det store antal rejser de har:

- Man skal altså huske, at det ud af 3,5 mio. rejsekortrejser om måneden kun er omkring 500 rejser, der er berørt, skriver Movias centerchef.

Ekstra Bladet ville gerne have spurgt Movia, hvordan forbrugeren skal forholde sig, og om trafikselskabet selv tjener penge på, at rettelsen skal ske fra forbrugerens side, men de har ikke ønsket at stille op til interview.

44 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere