Rejsende om virus: - Man behøver ikke at opsøge døden

Ekstra Bladet har spurgt rejsende i Københavns Lufthavn, om de er bekymrede for coronavirussen

80 personer er døde af coronavirussen, som brød ud i Kina i begyndelsen af januar. Video/redigering: AP/Reuters/Mikkel Cramon

Den potentielt dødelige coronavirus, som brød ud i Wuhan i Kina i begyndelsen af januar, spreder sig.

80 personer er således døde og flere end 2300 meldt smittede af sygdommen, som mistænkes at være brudt ud i et dyremarked.

Flere lande har søndag og mandag meddelt, at de vil evakuere statsborgere fra byen. Udenrigsministeriet fraråder ligeledes alle ikke-nødvendige rejser til Hubei-provinsen i Kina på grund af virussen.

'Risiciene er så alvorlige, at du bør have særlige grunde til at besøge området/landet,' skriver ministeriets borgerservice i sin opdaterede rejsevejledning.

'Vigtige forretningsrejser og presserende familiebegivenheder kan få rejsende til at vurdere, at et besøg er nødvendigt.'

Flere kontinenter
Coronavirussen har spredt sig fra Kina til adskillige lande rundt omkring i verden, nemlig Thailand, Taiwan, Australien, Singapore, Malaysia, Japan, Frankrig og USA.

Ekstra Bladet har derfor aflagt Københavns Lufthavn et visit for at høre de rejsende, om de er bekymrede for virussen.

'Man behøver ikke at opsøge døden'. Fotos: Linda Johansen

 

Winnie Hu

Winnie Hu er kinesisk turist i Danmark.

- I Kina er der mange, som bliver inden døre og beskytter sig med masker, fortæller Winnie Hu.

- Lige nu kan jeg ikke rejse tilbage, fordi mit fly er blevet aflyst. Så jeg er nødt til at blive i Europa, indtil jeg finder en anden afgang, siger hun.

 

Lise og Kenneth Herskind

Danske Lise og Kenneth Herskind er mor og søn.

I dag rejser de til Thailand i fire uger, hvor otte personer er meldt syge med coronavirussen.

- Jeg sad faktisk og hørte om det i nyhederne i dag, men altså... Det er ikke noget, jeg er nervøs for, siger Kenneth Herskind.

- De er jo allerede rimelig obs på det over hele verden. Og der vil hele tiden komme et eller andet nyt, så det nytter ikke at være nervøs hver gang.

- Kommer I til at tage nogen forhåndsregler på turen? Måske bruge lidt ekstra håndsprit?

- Det gør jeg i forvejen hele tiden, smiler Lise Herskind.

 

Claudia og Lola

Claudia og Lola er på ferie i Danmark og er lige ankommet i lufthavnen fra Kina. De er ikke bekymrede for virussen.

- Jeg tror, at Kina kommer til at overkomme virussen hurtigt, siger Claudia.

- Vi er ikke bange.

- Kender I nogen, som er smittet? Familie eller venner?

- Nej. De er i sikkerhed, svarer Lola.

 

Peter Odumody

Peter Odumody er fra England og er på endags-visit i Danmark og Sverge. Han har en maske om halsen, som han har haft på hele flyveturen. For som han siger:

'Better safe than sorry'.

- Når jeg rejser til Asien, har jeg altid maske på. Nu har jeg også maske på i Europa, siger Odumody.

- Er du bekymret for virussen?

- Selvfølgelig er jeg bekymret. Jeg vil gerne leve et langt liv, griner han og påpeger, at hans maske er en rigtig én og ikke en af dem, man kan købe hvor som helst.

- Hvis du skal gå med maske, så gør det ordentligt.

- Masken er en forholdsregl. Vi skal alle dø af noget, men man behøver ikke at opsøge døden, siger han.

 

Allan Young og datter

Kinesiske Allan Young er på ferie i Danmark med sin hustru og deres 11-årige datter. De går alle med masker.

- Vi har dem på for at beskytte os mod virussen, siger Allan Young.

- Men vi er i sikkerhed her.

- Er I nervøse for virussen, når I er i Kina?

Nej. Kina kan stoppe virussen.

31 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere