Rekord: Danske Jan kørte fra Nordkap til Sydafrika på under ni dage

’Man skal være lidt skør for at køre sådan en tur’, siger danske Jan Kalmer, der har slået rekord på strækningen

Hør her Jan Kalmar fortælle om sin tur (Video: Anthon Unger)

Man kan næsten ikke tro på, at tre mænd på otte dage, 21 timer og tre minutter har formået at køre fra det nordligste punkt i Norge til det sydligste ditto i Sydafrika.

Ikke desto mindre er danske Jan Kalmar netop vendt hjem fra at have gennemført den 17.450 kilometer lange rekord-tur fra 7. til 16 maj i år.

- Da vi kom i mål, var det sådan lidt: ’Nå, skal vi gå i gang med at planlægge den næste tur?’, siger Jan Kalmar, da Ekstra Bladet er på besøg i hans have i Solrød syd for København.

- Og der var vi altså lige kommet i mål efter en tur, som har taget tusinder og tusinder af timer at planlægge, og som har haft en fastansat på projektet i halvandet år, siger Jan Kalmar.

Klik dig igennem Jans rute nederst i artiklen her

Zebra stoppede festen
Jan Kalmar er uden tvivl født med en eventyrer i maven. Allerede som 14-årig fik han lokket sine forældre og skole til - uafhængigt af hinanden - at give ham lov at rejse en måned rundt i Australien alene for sine opvaskerpenge.

- Det her er jo heller ikke den første tur. Jeg har også kørt over Rusland, over Amerika, rundt om Australien og sidste år forsøgte vi jo første gang at køre den her tur, siger Jan Kalmar.

Det var egentlig også gået sådan nogenlunde sidste år. Godt nok havde de tre mænd lige mødt Boko Haram, der er en terrororganisationen under Islamisk Stat, i Etiopien, men de fik da lov at køre videre.

- Da vi kom ind i Tanzania sidste år kørte vi hurtigt, og fik desværre ikke set den krikke af en zebra, som løb over vejen. Det smadrede bilen, og vi stoppede turen. Men i år har vi haft tæt på vores drømmetur, siger Jan Kalmar.

Krige og terror
Siden har Porsche Cayennen, som Jan Kalmar selv har bygget, fået ny front og lak i zebra-striber som en lille hilsen til dyret sidste år.

- Vi havde også sat mere lys på bilen i år for at kunne se store dyr. De er jo noget af det farligste på sådan en tur. Både rensdyr i norden og så de vilde, stor dyr i Afrika. Derudover er jeg på forhånd mest bange for anden trafik og små insekter, siger Jan Kalmar, mens han sidder i havestolen.

Der er dog også andre situationer, man må tænke ind i planlægningen af sådan en tur. Krig i Syrien og skyderier i Egypten er nogle af dem:

- Derfor valgte vi at flyve fra Istanbul til Tel Aviv i Israel. Vi regnede dog ud, at hvis vi skulle have kørt strækningen, ville det tage 19 timer og 10 minutter. Derfor rørte vi ikke bilen i al den tid, siger Jan Kalmar.

- I Egypten havde vi også eskorte af mellem et og fem følgebiler hele tiden. Det havde vi betalt og bestilt hjemmefra.

Mudderskred
Sidste år var vejene helt forfærdelige i Etiopien, og de var egentlig blevet lovet, at de var blevet bedre til i år.

- Sådan var det bare slet ikke. Så midt om natten kører jeg ned i et mudderhul, som smadrede to dæk, tre fælge og vores affjedring. Det tabte vi meget tid på, siger Jan Kalmar.

Heldigvis havde The Longest Drive, som holdet kalder sig, dog gode hjælpere, og nogle timer senere kunne de rulle videre. De nåede endda at hente så meget tid ind, at de kunne nå grænselukningen til Sydafrika, som lukker alle dage ved midnat.

- Den ene chauffør, Shaun Neill, kommer fra Sydafrika, så hans familie tog imod dernede. Og nu kan vi sige, at vi har gjort noget, som meget få personer har gjort. Det er det, der driver værket, siger Jan Kalmar.

- Stopper lysten til at køre så aldrig?

- Nej, det slutter aldrig.

Du kan klikke dig igennem ruten og se billeder fra turen nedenfor:

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

50 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere