REMA 1000 stopper brødsalg i 55 butikker

Efter fund af metalspåner har REMA 1000 midlertidigt stoppet for salget i brødskabe

En række REMA 1000-butikker har indstillet salget af frisk brød i brødskabet efter fund af metalspåner i brødet.

Det bekræfter REMA 1000's kommunikationschef, Jonas Schrøder, over for Ekstra Bladet.

Brødet bliver leveret af KonditorBager, og en købmand opdagede de små spåner i brødet, som kommer fra bagerier i Ringsted, Holbæk, Stege og Brøndby Strand. Spånerne stammer tilsyneladende fra bageplader.

Brødet er fjernet fra hylderne i i alt 55 REMA 100-forretninger på Sjælland, Møn og Lolland-Falster.

Problemet blev opdaget 8. januar, og siden da har REMA 1000 ikke solgt brødet i de berørte butikker. I de omfattede butikker har REMA 1000 i stedet hængt skilte op, der informerer om fejlen.

Det er ikke sundhedsskadeligt at indtage brødet, men REMA 1000 har altså alligevel valgt at fjerne det fra butikkerne.

- Vi venter på, at de finder fejlen og udbedrer problemet. Selvom det ikke er sundhedsskadeligt at indtage brødet, vælger vi at handle ud fra et forsigtighedsprincip og undlade at sælge brødet, før der er styr på det, siger Jonas Schrøder til Ekstra Bladet.

Direktør i Konditorbager Morten Lapholm oplyser til DAGBLADET, at man er i færd med at gennemgå anlægget og udbedre fejlen.

136 kommentarer
Vis kommentarer