Ren Fleksnes: Spærrede bro for modkørende i en time

Populær TV-serie 'genoplivet':- Det er helt håbløst, siger vagtchefen hos det lokale politi Trond Egil Groth

Foto: Google Maps og indsat foto af Fleksnes, da han optog reklamefilm for Se og Hør. Foto: Se og Hør
Foto: Google Maps og indsat foto af Fleksnes, da han optog reklamefilm for Se og Hør. Foto: Se og Hør

Den norske komiker Fleksnes har åbenbart ikke levet helt forgævet.

Mange husker den nævenyttige nordmand i en TV-episode, hvor han nægter at vige for en modkørende bilist. Situationen udvikler sig til det absurde.

Og det var da også præcis hvad skete, da en mand i tyverne kom kørende i sin Saab over Gamle Mjødalsbroen i Buskerud i Norge.

Pludselig kom en kvindelig bilist imod ham. Og ingen af de to bilister ønskede åbenbart at vige for hinanden.

I en hel time spærrede de to bilister broen for den øvrige trafik, mens de dyttede løs.

- Det er helt håbløst, siger vagtchefen hos det lokale politi Trond Egil Groth til avisen VG. Den hovedrystende vagtchef henviser selv til den rablende Fleksnes-episode.

Vanskelig situation
Ifølge politichefen havde kvinden dog retten på sin side. Det var Saab-bilisten, der personligt sørgede for dramatikken over Drammenselven.

- Hun var først på broen og hun placerede sig korrekt på vejen. Manden i Saab-en gjorde situationen uhyrlig vanskelig, beretter vagtchefen til VG.

Den mandlige bilist var angiveligt bange for at få sine sidespejle ødelagt og det var så årsagen til, at han ikke ville vige.

- Spejlene er vist grunden til, at han ikke ville vige. Det er den eneste forklaring, som han er kommet med, siger Egil Groth.

Dyttede løs
Til sidst mente kvinden, at den unge mand var helt uden for terapeutisk rækkevidde. Hun ringede til politiet fra sin mobiltelefon. Betjentene kunne under samtalen høre, hvordan manden dyttede løs.

Irritationen blev ikke mindre, da de norske sheriffer dukkede op for at få løst den trafikale knude.

- Tværtimod blev han mere vred, fortæller Groth.

Saab-føreren fik besked om at vige og han fik også lov til at puste i det medbragte alkoholmeter. Det gav nu ikke udslag.

Fik en bøde
Den unge mand fik en bøde og kom endda over broen med begge spejle i behold.

Den norske skuespiller, Rolv Wesenlund, som opfandt Fleksnes-figuren i 1972, og selv spillede den nævenyttige nordmand, døde i 2013 i en alder af 76 år.

Rolv Wesenlund, bedst kendt som Marve Fleksnes. Arkivfoto: Finn Frandsen
Rolv Wesenlund, bedst kendt som Marve Fleksnes. Arkivfoto: Finn Frandsen
 

Det blev til hele 40 episoder med den komiske figur, der var ganske og aldeles blottet for enhver form for social intelligens. Til stor morskab for ikke kun nordmændene - men også TV-seere i Danmark og Sverige.

 

17 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere