Restaurant-ejer: - Nu er det et spørgsmål om overlevelse

Restaurant Yaffa i København kom godt gennem den første weekendaften med de nye coronaregler. Men stedets økonomi bløder, og ejeren er snart nået bristepunktet

- Socialdemokratiet siger, at de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder. Men vores skuldre er tynde som tændstikker nu, siger Bjarke Reventlow, der ejer restauranten Yaffa og tre natklubber i København.

Han er frustreret over de nye regler, der trådte i kraft torsdag, og beretter om en branche, der er presset til det absolutte bristepunkt.

- Vi har ikke råd til at holde åbent længere. Men vi har heller ikke råd til at være lukket ned. Nu er det bare et spørgsmål om overlevelse, siger han.

Ekstra Bladet besøgte fredag aften restaurant Yaffa, som var fyldt med gæster. Det var første weekendaften med de nye coronaregler.

- Det lykkedes at få gæsterne ud klokken 22. Det var måske ikke nemt, men gæsterne har været søde til at lytte, siger souschef Christian Krøger.

Aftenen er forløbet godt, fortæller han. Men den tidlige lukketid kan mærkes på kassen, da den bliver talt op.

Det er nemlig mellem klokken 20 og til efter midnat, at stedet har den største omsætning.

Her er de nye regler for barer og restauranter

Først gjaldt de kun i hovedstadsområdet, men fra lørdag træder de nye coronaregler i kraft over hele landet.

Her er et overblik:

  • Restauranter, barer og caféer skal lukke klokken 22. Det gælder også ved private arrangementer på serveringsstederne.
  • Gæster og personale skal bære mundbind i stedets lokaler. Gæsterne kan fjerne mundbindet, når de sidder ned.
  • Regeringen opfordrer danskere til at lukke festerne i private hjem klokken 22.
  • Der er i hele landet blevet indført et forsamlingsforbud på 50 personer.
  • Regeringen og politiet opfordrer danskerne til generelt at begrænse deres sociale samvær.

Restriktionerne og anbefalingerne gælder i hele landet fra lørdag 19. september og indtil videre frem til 4. oktober. I 17 københavnske kommuner trådte de allerede i kraft 17. september.

Kilde: Regeringen.

Blandt stedets gæster er Rasmus Backhaus og Bue Møller Andersen, der udgør to tredjedele af dj-gruppen Angebot.

- Restauranterne og barerne har gjort alt for at holde sig til alle de regler, der nu måtte være.

- Jeg tror i virkeligheden, det ville være mere sikkert at holde det åbent, for de kan kontrollere, hvor mange der er, om folk har maske på og holder afstand. I modsætning til piratfester og privatfester, siger Rasmus Backhaus.

Rasmus Backhaus og Bue Møller Andersen er begge dj's og producere. I aften skulle de have holdt udgivelsesfest, men den endte ikke helt som planlagt. Foto: Stine Tidsvilde
Rasmus Backhaus og Bue Møller Andersen er begge dj's og producere. I aften skulle de have holdt udgivelsesfest, men den endte ikke helt som planlagt. Foto: Stine Tidsvilde
 

I aften skulle de have holdt release-fest for deres nye plade på restauranten, men det kunne ikke lade sig gøre med de nye regler. De kunne ikke invitere de gæster, de ønskede, og det blev langt fra den fest, de havde tiltænkt.

- Klokken er 21.45, og det er jo rigtig ærgerligt, for vi har gået og ventet på den her udgivelsesfest det sidste halve år, siger Bue Møller Andersen.

- Men vi har da haft en hyggelig aften, siger han.

Efterspørger evidens
Bjarke Reventlow, der ejer stedet, er frustreret over, at der ikke er fremlagt tal på, at der er særligt meget smitte på barer og restauranter i forbindelse med de nye tiltag.

- De siger, at smittetrykket er steget, i takt med at man åbnede op for, at restauranter og barer kunne holde åbent til klokken 02.

- Men der har også lige været studiestart, alle er kommet hjem fra sommerferie, og folk er vendt tilbage til arbejde. Hvor er evidensen på, at det lige er hos os, at man bliver smittet? spørger han.

Bjarke Reventlow, ejer af restaurant Yaffa, kæmper for overlevelse i presset branche. Privatfoto
Bjarke Reventlow, ejer af restaurant Yaffa, kæmper for overlevelse i presset branche. Privatfoto
 

I hans optik er bar- og restaurationsbranchen blevet en syndebuk i coronakrisen, og det er altid det første sted, der sættes ind, når reglerne skal strammes.

Han erkender, at de nye regler om tidlig lukning med stor sandsynlighed kommer til at have en positiv effekt på smittetrykket. Men ikke af de årsager, der som regel fremlægges.

- Der kommer da en effekt. Det gør der. Men det er kun, fordi de symbolske tiltag over for nattelivet betyder, at alle kommer til at tage den nye bølge af smitte meget mere seriøs.

Mærkbar desperation
Der har været mange eksempler på, at barer og natklubber ikke har været gode til at overholde coronareglerne.

Chateau Motel lagde natten til torsdag lokaler til en rigtig dansefest. Arkivfoto: Maud Lervik Samfund CBS-fest på Chateau Motel: - Det er ikke et dansegulv!

Men det skyldes ifølge Bjarke Reventlow én ting.

- Alle er blevet desperate. Folk i branchen begynder at tale om civil ulydighed. For hvad kan det nytte at blive ved med at overholde regeringens regler, hvis man alligevel går konkurs lige om lidt, fordi man ingen hjælp har fået?

Han fortæller, at han på sine barer og på restauranten har gjort alt for at håndhæve reglerne. Men han kan snart ikke klare mere.

- Det gik fint i starten med at lukke ned. Vi beholdt vores medarbejdere, som de opfordrede os til at gøre. Men nu har vi lagt så mange penge i stadig at dække resten af lønningerne, at det hverken kan betale sig for os at beholde dem eller afskedige dem, siger Bjarke Reventlow.

- Uanset hvordan man vender og drejerne, så har vi tabt.

269 kommentarer
Vis kommentarer