Restaurant i veganer-shitstorm

Restaurant Arken i Køge købte den 198 kilo tunge fisk for 32.000 kroner ved auktion i Thyborøn, efter at den var gået i nettet som bifangst - siden har der været veganer-storm på køberen

Linné Sommers mand, Martin Sommer, har fået hænderne fulde af rævehaj. Siden Restaurant Arken købte og serverede den store fisk for deres gæster på spisestedet ved havnen i Køge har adskillige veganere ytret vrede og forargelse på de sociale medier. Privatfoto
Linné Sommers mand, Martin Sommer, har fået hænderne fulde af rævehaj. Siden Restaurant Arken købte og serverede den store fisk for deres gæster på spisestedet ved havnen i Køge har adskillige veganere ytret vrede og forargelse på de sociale medier. Privatfoto

Fiskerne på den knap 70 meter lange kutter, Rock All S 364, ud for Skagen kiggede en ekstra gang, da de i sidste uge landede en cirka tre meter lang rævehaj på 198 kilo. Der var tale om såkaldt brislingefiskeri - altså fiskeri af småfisk - og således var det slet ikke med i fiskernes plan, at den truede dyreart skulle blive en del af fangsten.

Efter at have konsulteret Fiskerikontrollens afdeling i Frederikshavn fik personalet på Rock All S 364 tilladelse til at lande den store fisk, som normalt lever i Stillehavet og Det Indiske Ocean. Derefter blev rævehajen solgt til Restaurant Arken i Køge på auktion i Thyborøn.

Årsagen til rævehajens tur fra Thyborøn i det nordvestlige Jylland og til Køge syd for København har en god forklaring, for bag Restaurant Arken i Køge står den barnefødte skagbo Linné Sommer, der de seneste 11 år blandt andet har profileret Køge-restauranten ved at byde på Danmarks største fiske- og skaldyrsbuffet.

- Det var en sjælden mulighed for at levere noget ekstraordinært til vores gæster. Samtidig ville det være tåbeligt at smide den døde rævehaj ud eller lade den ende som kattemad, siger Linné Sommer til Ekstra Bladet.

Voldsomme facebook-reaktioner

Efter at have købt rævehajen med den lange, baskende hale for 32.000 kroner lagde Linné Sommer billeder og tekst på Restaurant Arkens side på facebook for at vise potentielle gæster, at hajen ville blive en del af menukortet og fiske- og skaldyrsbuffeten i den forgangne weekend.

Køkkenchef Camilla Wiberg, til venstre, og køkkenchef Julie Axdal flankerer den omdiskuterede rævehaj, som Restaurant Arken i Køge nu serverer for sine gæster. Privatfoto
Køkkenchef Camilla Wiberg, til venstre, og køkkenchef Julie Axdal flankerer den omdiskuterede rævehaj, som Restaurant Arken i Køge nu serverer for sine gæster. Privatfoto

- Billederne af rævehajen er ikke ment, som om vi vil vise et trofæ frem, men er lagt på facebook, fordi vi synes, det er et flot og prægtigt dyr, som vi på denne måde gerne vil ære, siger den 41-årige indehaver af Restaurant Arken.

Facebook-opslaget har imidlertid sat gang i en mindre 'veganer-storm' med truende, forargede og vrede kommentarer fra både danskere og udlændinge, som undgår dyrekød af enhver art og kun lever af plantebaseret føde.

Herover ét af flere eksempler på den vrede købet og serveringen af en rævehaj har vakt på facebook og andre sociale medier. Privatfoto
Herover ét af flere eksempler på den vrede købet og serveringen af en rævehaj har vakt på facebook og andre sociale medier. Privatfoto
 

Linné Sommer er på sin side næsten lige så vred som veganerne fra nær og fjern - ikke mindst fordi hun mener, at Restaurant Arken altid har respekteret veganeres særlige ønsker til et menukort.

- Flere af kommentarerne på de sociale medier er direkte åndssvage, platte og nærmest kultagtige. Disse mennesker (de vrede veganere) forlanger selv respekt, men giver ingen respekt den anden vej, siger Linné Sommer.

Kokke-elever skilte den ad

Med et prisniveau på knap 130 kroner pr kilo, hvor laks og torsk ligger på omkring 100 kroner pr kilo, har gæsterne på den populære Restaurant Arken næsten allerede fortæret den omdiskuterede rævehaj.

- Der har ikke været nogen speciel stor gevinst ved rævehajen, hverken for kutteren, der fik den i nettet, eller for os på Arken. Men vi synes, det er interessant at kunne byde på en så sjælden spise samtidig med, at det er sket på en etisk forsvarlig måde, siger Linné Sommer, der flyttede fra Skagen til Køge, efter at hun havde mødt sin mand og faren til sine to børn, Martin Sommer, på en skitur for 11 år siden.

Linné Sommer, der har arbejdet som tjener og kok på fiskerestauranter, siden hun var 15 år, lod to af sine kvindelige kokke-elever skille rævehajen ad, inden den blev filetteret, portioneret og vakuumpakket. Siden er den blevet serveret i form af hajsteak, haj med dej og i buffeterne i forskellige afskygninger.

- Gæsterne har elsket det. Vi har også været glade for hele denne oplevelse - bortset fra reaktionerne på facebook, siger Linné Sommer.

***

Fakta om rævehajen

Den opfattes som værende sky og lever normalt langt ude i Stillehavet eller Det Indiske Ocean.

Den har en længere hale end andre hajer og bruger den til at svømme ind midt i en stime småfisk og slå sit bytte ihjel med den.

Der er kun kendskab til i alt 31 fangster af rævehajer i danske farvande siden midten af 1800-tallet.

I juli 2018 fik en brislinge-trawler ud for Hvide Sande i vestjylland en 4.5 meter lang og 300 kilo tung rævehaj i sit net ved en fejltagelse. Rævehajen døde i nettet og blev overført til Zoologisk Museum.

Rævehajen fra Restaurant Arken er godt på vej til at blive fortæret, men dele som hajens hoved leveres til forskere og bliver muligvis brugt som undervisningsmateriale i folkeskolen og på gymnasiet.

1 af 3 41-årige Linné Sommer flyttede fra Skagen til Køge for 11 år siden. I mellemtiden har hun udviklet Restaurant Arken til at være en populær fiskerestaurant, som dog også blev omdiskuteret, da Linné Sommer for fire år siden købte den første tun, som var blevet landet i dansk farvand i 60 år. Restaurant Arken har plads til 350 gæster og har 40 ansatte. Privatfoto
2 af 3 Kokke-elev Pernille Juhlert, til venstre, medejer af Restaurant Arken Martin Sommer, i midten, og kokke-elev Sussie Juul, til højre, viser rævehajen frem. Billedet her blev også lagt på facebook, og det vakte voldsom vrede hos flere veganere. Privatfoto
3 af 3 Linné Sommers mand, Martin Sommer, har fået hænderne fulde af rævehaj. Siden Restaurant Arken købte og serverede den store fisk for deres gæster på spisestedet ved havnen i Køge har adskillige veganere ytret vrede og forargelse på de sociale medier. Privatfoto
645 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere