Restaurant på Odense Teater forbliver lukket

Café og Restaurant Kongens Have i Odense forbliver lukket efter den tvungne lukning under coronakrisen. Økonomien kunne ikke holde til så lang en periode uden indkomst

Café og Restaurant Kongens Have i Odense genåbner ikke efter den tvungne coronanedlukning. Økonomien har ikke kunnet holde til så lang en periode uden indkomst. Foto: Visit Odense
Café og Restaurant Kongens Have i Odense genåbner ikke efter den tvungne coronanedlukning. Økonomien har ikke kunnet holde til så lang en periode uden indkomst. Foto: Visit Odense

Odense Teater skal finde en ny forpagter til teatrets restaurant.

Café og Restaurant Kongens Have, der ligger på Odense Teater, genåbner nemlig ikke efter den tvungne nedlukning grundet coronavirussen.

Det skriver Fyens Stiftstidende.

Restauranten ligger på øverste etage i Odense Teater, hvor de afgående forpagtere har drevet spisestedet siden maj 2018.

Med coronavirussens udbrud blev restauranter og caféer beordret lukket på ubestemt tid.

De fleste har åbnet efter nedlukningen, men nu melder Café og Restaurant Kongens Have ud, at de slet ikke genåbner.

Nedlukningen har taget for hårdt på økonomien til at holde forretningen i live.

- Den tvungne nedlukning tog simpelthen luften ud af ballonen. Vi så ellers frem til nogle gode måneder med både konfirmationer, fødselsdage og bryllupper foruden vores hverdagsgæster. Men da Odense Teater så også lukkede ned og udskød alle forestillinger til efteråret, blev udsigterne bare for lange for os, og pengekassen var ved at være tom, siger Stig Berthelsen, som har forpagtet restauranten sammen med Leo Rebaz og Morten Bay, skriver Fyens Stiftstidende.

Restaurantens ejere havde ellers forhåbninger om, at forretningen ville overleve.

- Vi troede i lang tid på, at det ville lykkes, og at vi nok skulle kom ud på den anden side. Men som tiden skred frem, og vores kalender blev tømt mere og mere for arrangementer, kunne vi godt se, at det alligevel ikke gik. Det til trods for, at vi fik dækket 75 procent af personalets lønninger. Men med en indtægt på nul kroner og ingen dækning af øvrige faste udgifter, kunne det ikke hænge sammen, siger Stig Berthelsen.

Hvad der nu skal ske med restaurantens lokaler er uvist.

Der har været restaurant på Odense Teater øverste etage siden en ombygning tilbage i 2006.

34 kommentarer
Vis kommentarer