Restaurantejer jubler: - Vi får super travlt

De første kunder ringede fredag morgen klokken halv otte for at booke bord på Odd Fellowgaarden i Køge

Natten til fredag blev et bredt politisk flertal enige om at genåbne samfundet tidligere end planlagt. Det betyder blandt andet, at restauranterne kan byde gæster velkommen indendørs fra onsdag 21. april i stedet for at vente til 6. maj.

Den nye ændring kan tydeligt mærkes på bistroen Odd Fellowgaarden i Køge, hvor Ekstra Bladet fredag aflagde besøg for at få en reaktion på det nye tiltag.

Ejer af Odd Fellowgaarden, Kristian Østergaard. Foto: Linda Johansen
Ejer af Odd Fellowgaarden, Kristian Østergaard. Foto: Linda Johansen
 

- De første kunder ringede klokken halv otte i morges for at sikre sig et bord til på onsdag. Det er tidligt at booke bord til en restaurant. Der er ingen tvivl om, at vi får super travlt, siger kok og ejer af Odd Fellowgaarden Kristian Østergaard til Ekstra Bladet.

Den nye aftale betyder også, at der ikke længere kræves coronapas for udendørsservering, hvilket ellers var et krav i den tidligere genåbningsaftale.

- Vi sætter mest pris på, at de, som kommer og vil spise, og som ikke har coronapasset klar, dem kan vi sætte udenfor. Derudover kan de, der lige kommer ind fra gaden, få noget, og det er selvfølgelig rart.

I lever jo kun delvist af bistroen, idet I under normale forhold også tager imod store selskaber. Hvad betyder det for jer, at der i den nye aftale også er lagt op til en udfasning af forsamlingsloftet?

- Det betyder alt for os. Vi lever ikke af denne her lille forretning (bistroen, red.). Vi lever af selskaberne, så det er alfa omega, at man i hvert fald kan være 20-25 stykker.

I blev jo som alle andre restauranter lukket ned sidste forår. Så fik I lov til at åbne i sommer, hvorefter I blev lukket ned igen. Hvordan har forløbet været?

- Jeg synes, vi er blevet super godt behandlet på den måde, at vi jo er blevet støttet hele vejen. Det har været lidt frustrerende, det må jeg indrømme, men der er ikke noget at gøre ved det, og vi har fået det bedste ud af det. Heldigvis har alle været i samme båd, og generelt set synes jeg, det har været et fint forløb, lyder det fra Kristian Østergaard, der straks efter Ekstra Bladets besøg fortsatte forberedelserne til den store genåbningsuge.