Restaurationsbranche: Mindre afstand gør kæmpe forskel

Et afstandskrav på en meter i stedet for to vil betyde øget kapacitet i restauranterne

Restauranter og caféer kan åbne fra 18. maj. Arkivfoto: Sergio Perez/Reuters
Restauranter og caféer kan åbne fra 18. maj. Arkivfoto: Sergio Perez/Reuters

Sundhedsstyrelsen anbefaler nu en meters afstand i stedet for to mellem mennesker i langt de fleste tilfælde. Den ændring modtages med kyshånd hos Horesta, brancheorganisation for hotel-, restaurant- og turisterhvervet.

Direktør Katia Østergaard kalder det fornuftigt, at Sundhedsstyrelsen har kigget mod udlandet. Blandt andet i Norge har en meters afstand været det gældende princip.

- Så jeg er rigtig glad, siger Katia Østergaard.

Katia Østergaard fremlægger et eksempel: Hvis der er et krav om to meters afstand på restauranterne, vil det i langt de fleste tilfælde reducere kapaciteten med 60-80 procent.

Hun siger, at man ikke helt kan gøre regnestykket op for, hvor meget mere kapacitet en meters mindre afstand vil give.

Men det er 'en del', siger hun.

Der er dog også andre parametre, der spiller ind.

Eksempelvis reglerne for hvor mange mennesker der må være pr. kvadratmeter.

I Sundhedsstyrelsens nye anbefalinger står der ikke noget om kvadratmeterkrav.

Der bør man individuelt gå ind at se på brancherne, og hvad der giver mest mening, mener Katia Østergaard.

Der bør ikke være behov for samme kvadratmeterareal alle steder, siger hun.

- Vi er meget forskellige brancher, og derfor skal det styres på forskellig vis, siger Katia Østergaard.

Anbefalingerne er dog ikke gældende retningslinjer endnu. De er faglige sigtelinjer, som skal implementeres under gældende love og regler i takt med genåbningen af samfundet.

Katia Østergaard oplyser, at Horesta i den kommende uge er inviteret til et møde med erhvervsminister Simon Kollerup (S), hvor nærmere detaljer skal diskuteres.

I Sundhedsstyrelsens nye anbefalinger lyder det også, at der skal være et endnu større fokus på hygiejne.

FAKTA: Sådan lyder Sundhedsstyrelsens fem generelle coronaråd

Sundhedsstyrelsen er søndag udkommet med nye anbefalinger, som befolkningen rådes til at følge, imens Danmark bevæger sig gennem coronakrisen.

Og mens flere ting er ændret fra de tidligere anbefalinger, så lyder de fem overordnede råd stadig på det samme.

Her følger et overblik over de fem råd fra Sundhedsstyrelsen:

* Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit.

- Det præciseres i de nye råd, at håndsprit i langt de fleste tilfælde er lige så effektivt som håndvask.

* Host eller nys i dit ærme.

* Undgå håndtryk, kindkys og kram - begræns den fysiske kontakt.

* Vær opmærksom på rengøring - både hjemme og på arbejdspladsen:

- Buffetservering frarådes ikke længere i de nye retningslinjer. Der skal dog være særlig fokus på kontaktflader ved buffeten.

* Hold afstand og bed andre tage hensyn:

- I langt de fleste tilfælde er det tilstrækkeligt med minimum en meters afstand mellem personer, fremgår det af de nye anbefalinger. Tidligere lød rådet på to meter.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

FAKTA: Her er de nye anbefalinger om at holde afstand

Sundhedsstyrelsen har søndag udgivet en række nye anbefalinger i forbindelse med fase 2 af landets genåbning.

Her fremgår det blandt andet, at en meters afstand mellem mennesker som oftest er nok - dog med visse undtagelser.

Det gældende princip under coronakrisen har indtil videre været mindst to meters afstand.

Læs her om de nye afstandsanbefalinger:

* Generelt: Hold mindst en meters afstand mellem personer i det offentlige rum.

* Hold mindst to meters afstand i situationer, hvor der kan være øget risiko for dråbesmitte via spyt, host eller nys, eller hvor et forsigtighedsprincip tilsiger et særligt hensyn.

* Et særligt hensyn kan være, hvis der er tvivl om sygdomssymptomer hos en selv eller andre.

* De to meters anbefalede afstand gælder også besøg på plejecentre, sygehuse eller hos personer med særlig risiko, hvis de smittes.

* Også ved aktiviteter med kraftig udånding, hvor dråber dannes og slynges længere væk fra personen end ved normal tale, anbefales fortsat to meters afstand. Det er eksempelvis sang, råb, foredrag, skuespil og fysisk anstrengelse.

* Det gælder også ved aktiviteter i bevægelse, eksempelvis rutsjebaner.

* Ved ophold i lukkede rum med begrænset bevægelsesrum eller dårlig udluftning, eksempelvis kælderlokaler, bør man også holde to meters afstand til andre.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

11 kommentarer
Vis kommentarer