Restauratør i panik: Jeg ser vandet stige og stige

Kanalkroen i Karrebæksminde havde senest oversvømmelse i december 2013

Kanalkroen i Karrebæksminde er udsat. Normalt er der en meter fra vandoverfladen i kanalen til gulvet i restauranten. Og med udsigt til højere vandstand, risikerer indehaveren altså oversvømmelse - igen. Googlemaps
Kanalkroen i Karrebæksminde er udsat. Normalt er der en meter fra vandoverfladen i kanalen til gulvet i restauranten. Og med udsigt til højere vandstand, risikerer indehaveren altså oversvømmelse - igen. Googlemaps

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

De har prøvet det før i Karrebæksminde.

Under stormen Bodil i december 2013 stod der 15 centimeter vand på vejen ved Lungshave Strand, som på de varmeste dage om sommeren er fyldt med tusindvis af strandgæster.

Vandstanden i kanalbyen var dengang 1,32 meter over normalen, og det gjorde faktisk, at byens to små fiskehandlere ud til kanalen slet ikke behøvede at hente fisk ind i deres butikker. De kunne selv svømme ind.

Til gengæld kunne fiskerne ikke komme tørskoet ud til deres både. De så ud til at ligge for anker midt ude i kanalen, selv om de faktisk lå til kaj.

Og på en af Karrebæksmindes små hyggelige restauranter - Kanalkroen - brød et julefrokostselskab først op, da de sad i vand til anklerne.

Sandsække og dampspærre
Også dengang kaldte DMI situationen for en hundredårshændelse, og på netop Kanalkroen forbereder indehaver Malene Hansen sig på en ny oversvømmelse. Det samme gør flere af byens øvrige erhvervsdrivende for øvrigt.

- Vi er i gang med at sætte sandsække op foran alle vores døre. Og som en ekstra sikring forsøger vi os også med en dampspærre, siger Malene Hansen.

Gulvet i restauranten er cirka en meter over vandet i den kunstigt anlagte kanal, der fører søfarende fra Karrebæksminde Bugt og ind mod Næstved. Malene Hansen har derfor forretning i et af byens mest udsatte steder, når det gælder oversvømmelser eller stormflod, som DMI også kalder sin varsling.

Malene Hansen ved, at uanset hvad hun gør, så vil det formentlig ikke være nok. Sidst havde de også haft tid til at forberede sig. Og selv om vandet dengang stod 30 centimeter op ad Kanalkroens ydervægge, så slap der vand ind i restauranten.

- Vi slipper nok ikke helt, siger Malene Hansen.

Bliver til vandet forsvinder
Når Malene Hansen kigger ud af vinduet ud på eftermiddagen onsdag, så er hun i hvert fald ikke i tvivl om, at det risikerer at blive slemt.

- Jeg kan se, at vandet stiger og stiger. For hver time, der går, er vandet steget tydeligt, så det kan ses. Og så hjælper det jo ikke, at kanalen faktisk er blevet smallere siden sidst. På den måde risikerer vandstanden at stige endnu mere.

Malene Hansen og kollegerne får løbende melding fra DMI. Lige nu er meldingen, at vandstanden vil være højest tæt på midnat natten til torsdag. Det betyder også, at de sidste gæster i restauranten formentlig er taget hjem på det tidspunkt.

Men Malene Hansen bliver.

- Det bliver jeg jo nødt til. Og jeg bliver, til jeg ser, at vandstanden igen begynder at falde, forklarer hun.

90 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere