Restauratør om ny åbningsplan: - Vi kan ikke nå at åbne

Det bliver svært for restauranterne at kunne nå at åbne allerede om fem dage, mener bornholmsk restauratør

- Vi er klar med to minutters varsel, lød det fra Hanne Hallberg, da vi besøgte Bornholm sidste uge. Andre får nu svært ved at nå at forberede sig.

For Hanne Hallberg, der ejer Dueodde Diner & Steakhouse på Bornholm, er i dag en glædens dag.

Om kun fem dage må hun slå dørene op for de gæster, hun har savnet i månedsvis.

- Jeg er helt oppe og køre og kan slet ikke få armene ned. Det bliver så fedt at få nogle gæster og noget larm i butikken, siger Hanne Hallbergtil Ekstra Bladet.

Må åbne før tid
Natten til fredag kunne et bredt flertal i Folketinget præsentere en ny genåbningsplan, der hæver forsamlingsloftet og åbner for indendørsservering på restauranter, cafeer og barer fra 21. april i stedet for 6. maj som planlagt.

Og allerede få timer senere tikkede den første reservation ind hos restauranten.

- Klokken 7.38 var det første bord booket. Det er så fedt. Jeg har virkelig svært ved at være sur i dag, siger Hanne Hallberg og bryder ud i sit karakteristiske grin.

Der er fem dage til, at I skal åbne for flere hundrede gæster. Kan I nå det?

- Det skal vi. Vi kommer til at mangle personale, for flere af vores tjenere har fået andre jobs i mellemtiden, fordi vi ikke kunne love dem noget. Men så må vi løbe noget hurtigere. Jeg har heldigvis min søn og datter ansat, og de er vant til at knokle.

Har lavet restauranten om
For udendørsservering vil der ikke være krav om coronapas, men skal du sidde indenfor, skal du huske at booke bord i forvejen og have dit coronapas klar til at fremvise. Derudover er der arealkrav.

- Vi har lavet restauranten om, så det passer med afstandskrav og afskærmning. Det giver lidt ekstra arbejde, men lige nu har jeg bare lyst til at gå ud og råbe på parkeringspladsen, fordi jeg er så glad, fortæller restauratøren, der er emigreret fra Amager, men nu driver restauranten på 13. sæson.

Forvirring og stress
Udsigten til at kunne åbne for gæster allerede om fem dage bliver dog ikke kun mødt med jubel og klapsalver.

For Gabriela Jantzen, der sammen med sin mand ejer restaurant Le Port i Hasle på Bornholm, er den udvidede genåbningsplan også forbundet med stress og forvirring.

- Vi vil meget gerne åbne vores restaurant snart og se gæsterne igen, men vi kan slet ikke nå at åbne på så kort tid. Vi havde fået sat 6. maj i udsigt, og det er den dato, vi har arbejdet hen imod.

- Så man kan sige, at vi er vågnet op til noget forvirring, siger Gabriela Jantzen.

Artiklen fortsætter under billedet...

Hanne Hallberg har drevet Dueodde Diner & Steakhouse i 12 sæsoner. Foto: Jonas Olufson
Hanne Hallberg har drevet Dueodde Diner & Steakhouse i 12 sæsoner. Foto: Jonas Olufson
 

Le Port kan ikke nå at bestille mad og få personale ind til at kunne åbne om få dage.

- Vi er vant til at planlægge måneder frem, men det her er om fem dage. Jeg vil meget nødigt lyde utaknemmelig, for vi er jo glade for at kunne åbne igen, men på så kort tid kan vi ikke nå at få varer og gøre restauranten klar til gæster.

- Vi har en kok, der skal hertil fra Sjælland og en tjener fra Fyn, og de kan ikke nå at starte før, så det giver lidt logistiske udfordringer, men vi forsøger at navigere i det, siger Gabriela Jantzen.

Artiklen fortsætter under billedet...

Gabriela Jantzen glæder sig til at kunne byde velkommen på restaurantens terrasse med havudsigt. Foto: Jonas Olufson
Gabriela Jantzen glæder sig til at kunne byde velkommen på restaurantens terrasse med havudsigt. Foto: Jonas Olufson
 

Selvom restauranten ikke er klar til at åbne 21. april, glæder hun sig over at kunne åbne før 6. maj.

- Det betyder, at vi får bededagsferien med, og det er vi rigtig glade for. Så vi åbner 29. april, og det ser vi frem til.

Bornholmsk bøn til regeringen: Lad os åbne nu!

På Le Port er det både muligt at spise indenfor og ude på en stor tagterrasse ud over vandet.

- Men det kan jo godt blæse lidt derude, så vi har da talt lidt om, hvad vi gør, hvis nogen fryser og vil ind. Skal vi så sige, nej, tag et tæppe, hvis de ikke har coronapas?

For pessimistiske: - Godt de tager konsekvensen