Revser DR: - Det er jo urimeligt

Inden advokatundersøgelsen overhovedet er blevet præsenteret, retter flere tidligere medlemmer af DR Pigekoret kritik mod Danmarks Radio

Danmarks Radio har fredag eftermiddag inviteret tidligere medlemmer til et møde onsdag, hvor advokatundersøgelsens resultater præsenteres. Foto: Martin Lehmann
Danmarks Radio har fredag eftermiddag inviteret tidligere medlemmer til et møde onsdag, hvor advokatundersøgelsens resultater præsenteres. Foto: Martin Lehmann

Inden advokatundersøgelsen om grænseoverskridende adfærd i DR Pigekoret overhovedet er blevet præsenteret, får DR kritik fra en række tidligere medlemmer af mediets pigekor.

Kvinderne er blandt andet utilfredse over den korte tidsfrist, som DR har givet ved mødeindkaldelsen, som blev sendt ud fredag.

Den korte tidsfrist betyder blandt andet, at flere ikke kan deltage i mødet, hvor undersøgelsens resultater bliver præsenteret, lyder det.

- Vi har kun fem dage. Det er jo urimeligt at give så kort tid til noget, der er så vigtigt at være til, siger det tidligere kormedlem Kirsten Palmbo til Ekstra Bladet.

Tidligere kormedlem Kirsten Palmbo oplevede overgreb fra chefdirigent Tage Mortensen i en kahyt. Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Ritzau Scanpix
Tidligere kormedlem Kirsten Palmbo oplevede overgreb fra chefdirigent Tage Mortensen i en kahyt. Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Ritzau Scanpix
 

Ikke imponeret
Også de tidligere medlemmer Kathrine Stampe Andersen, Ellen Landmark og Kirsten Nybye rækker kritik mod mediehuset efter den korte tidsfrist.

- Jeg er mildest talt ikke imponeret over det her, og jeg synes, det er en bemærkelsesværdigt kort tidsfrist, når vi nu har ventet i så lang tid. Hvorfor skal det så lægges med så kort frist, og ovenikøbet i en uge, hvor man også må forvente, at der er udsolgt i mediebilledet, fortæller Kathrine Stampe Andersen.

- Jeg synes, det er alt for kort frist. Der er mange, der rigtig gerne ville have været med, som ikke har mulighed. Jeg ved, der er mange, der ikke kan komme med så kort varsel, siger Ellen Landmark.

- Det er fuldstændig rystende. Den er sendt ud, så det lige passer med, at minksagen kører bagefter, så pressedækningen er mindre, siger Kirsten Nybye.

- Det er respektløst. Jeg er afklaret med, at det her handler om at begrave det og helst inden jul, uddyber hun.

Ellen Landmark er tidligere kormedlem og har også haft traumatiske oplevelser med den tidligere chefdirigent Tage Mortensen. Foto: Linda Johansen
Ellen Landmark er tidligere kormedlem og har også haft traumatiske oplevelser med den tidligere chefdirigent Tage Mortensen. Foto: Linda Johansen
 

Har søgt flere løsninger
Flere har spurgt til, om det kunne være muligt at deltage i mødet på anden vis. For eksempel ved at sætte et videomøde op eller optage mødet.

Det har ikke kunnet lade sig gøre.

- Jeg kan ikke forstå, hvorfor Danmarks Radio ikke kan finde ud af at sætte et videomøde op, så vi alle sammen kunne komme med, siger Kirsten Palmbo.

Det har heller ikke været muligt at medbringe en bisidder.

- Vi taler om en offentlig organisation, som står med en kæmpe sag om seksuelle krænkelser og et psykisk terroriserende miljø gennem årtier, hvor de til mødet forhåbentlig har tænkt sig at præsentere et samlet overblik og på vegne af Danmarks Radio sige undskyld for det, og så må vi ikke tage en bisidder med. Jeg forstår det simpelthen ikke, siger Kathrine Stampe Andersen.

DR: - Vi vurderede, at det var en fair frist

Til kritikken om den korte frist siger Henrik Bo Nielsen, der direktør for DR Kultur, Børn og Unge, at vurderingen var, at det var en fair frist.

- Vi har hele tiden haft det som intention at gøre det så hurtigt som muligt og er også løbende blevet rykket for en fremlæggelse, siger han til Ekstra Bladet.

- Der er mange, der ikke kan komme med. Er fristen så ikke for hurtig?

- Havde vi lagt det på en anden dag, så var der nogle andre, der ikke kunne. Jeg synes, det var den tidsfrist, vi kunne give i det her.

- Den her sag har trukket ud og trukket ud, og nu var opgaven at få den ud så hurtigt som muligt. Og der bedømte vi altså, at fredag over middag til onsdag var en fair frist.

- Også til sådan et vigtigt emne, som du jo selv siger berør rigtig mange mennesker og har gjort det i lang tid?

- Når sådan en rapport er færdig, så er der også en vigtighed i, at det kommer hurtigt ud, for ellers kunne det altså have trukket længere ud.

- Men er det så ikke også i jeres interesse, at flest muligt kan komme til det?

- Jo, og det gør vi også meget ud af. Vi inviterer også tidligere pigekorsmedlemmer til et andet møde, hvor de får mulighed for at bidrage til det fremadrettede arbejde, og der vil også blive sat tid af til at spørge og kommentere på rapporten.

- Alle får også et tilbud om en individuel tilbagemelding fra advokaten, og vi skriver et brev fra DR til dem, der ikke kunne deltage. Så vi gør flere ting.

- Hvorfor kan man ikke sætte et videomøde op eller optage det?

- Vi oplever, at vi har givet håndslag på, at vi først ville holde et møde med tidligere medlemmer af pigekoret. Giver vi et videolink ud, så har jeg ikke nogen anelse om, hvem der lytter med, og den fortrolighed kan jeg kun skabe ved at invitere tidligere medlemmer af pigekoret.

- Hvorfor må man ikke have bisidder med?

- Hvis jeg vil lave et rum, hvor der kun er tidligere medlemmer af pigekoret og ikke alle mulige andre, kan jeg ikke styre det, hvis jeg lukker op for, at man kan have bisidder med. Derfor har vi valgt til det her møde at sige, at det er for de tidligere medlemmer. Det skal deltagende vide og være trygge ved.

-Hvad siger I til dem, der får en følelse af, at man er ved at tysse det her ned? Kan I forstå, hvorfor nogen kan sidde med den følelse?

- Jeg kan sagtens forstå, hvis man er blevet svigtet af DR tilbage i tiden, at man så kigger på alt, hvad vi laver, og tænker, hvad vores intentioner er. Men ærlig talt, hvis det var et forsøg på at svæve under radaren, ville vi jo ikke have skrevet ud til alle de tidligere medlemmer, som advokaten har adresse på, eller lave en pressebriefing. Det er altså for at få sagen hurtigt ud, fordi der er rigtig mange, der efterlyser, at den bliver færdig.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

En række tidligere medlemmer af pigekoret i sommeren 2021 stillede sig frem og fortalte om deres oplevelser:

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste historier, så du altid får det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokale nyheder

Få nyheder fra dit nærområde, og hold dig opdateret på vejr, trafik og erhvervs-nyheder i dit nabolag.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant?? Gem artiklen til senere.

Vi indfører et nyt univers