Ved du noget, så kontakt journalisten på pd@eb.dk
Man kan tjene gode penge på at drive forretning på private psykiatriske tilbud. Det er Ragn Gaihede et levende eksempel på.
Ekstra Bladet har beskrevet, hvordan forretningsmanden, med adresse på en af Københavns mest eksklusive adresser, har hevet 51 millioner kroner ud af sine tre virksomheder i Psykiatri Plus.
Han har skabt en formue, hvoraf en stor del kommer fra hans forretninger inden for psykiatrien. Alene de seneste tre år har han trukket 51 millioner kroner op i sit selskab Psykiatri Plus, der driver et vikarbureau og to bosteder.
Ud af de mange penge er 43 millioner havnet i holdingselskabet Dena Holding. Dena Holding har midlertidig rundet 100 millioner kroner.
På Christiansborg er der kun hovedrysten tilbage fra Social- og Indenrigsminister, Astrid Krag, da Ekstra Bladet fremlægger Ragn Gaihedes millionforretning i psykiatrien.
- Jeg synes, det er meget svært at acceptere, at der er nogle mennesker, der synes, det er i orden at tjene meget store summer, på nogle af de allermest udsatte borgere vi har.
- I sidste instans, så skal mennesker, der er mest optaget af at tjene penge ikke drive tilbud til vores mest sårbare mennesker. Hvis man er i det her for at tjene en god profit, så har man ikke noget at gøre inden for det her område, siger Astrid Krag til Ekstra Bladet.
Vikarfinten
Et af bostederne, Tjørnehøj, der hører under Psykiatri Plus, er under skærpet tilsyn fra Socialtilsynet.
Et af Socialtilsynets påbud går på, at der er en høj personalegennemstrømning, og der bliver brugt et højt antal af vikarer - vikarer fra Psykiatri Plus' eget vikarbureau.
Og det har tidligere direktør i Socialstyrelsen Knud Aarup en klar holdning til.
- Det virker som en skjult måde at hive penge ud af et opholdssted på, og så er det uacceptabelt for mig at se, siger Knud Aarup.
På Christiansborg er Astrid Krag bekendt med problemet, og det bekymrer hende.
- Det er en af de finter, vi har hørt om, som bekymrer mig. Det er noget, vi er opmærksom på, og vi vil sætte ind overfor den her økonomiske smutvej, der er nogle, som tager for at skaffe sig en fortjeneste for de her sårbare mennesker, siger ministeren til Ekstra Bladet.
Forhandler om lovforslag
Efter en række tidligere artikler, hvor Ekstra Bladet kunne afsløre, at ejere har trukket millioner ud fra sociale tilbud, bliver der i skrivende stund brygget på et lovforslag, der skal forhindre muligheden for at blive rig på velfærdskroner.
- Det her bekræfter mig jo bare i, at det er vigtigt, det jeg sidder og forhandler med folketingets partier om. For det her sætter en tyk streg under, hvorfor vi har brug for at få sat en stopper for muligheden for at trække profit ud.
- Og samtidig få styrket Socialtilsynet, så de kan slå ned på de virksomheder, hvor man er kreativ til at tjene penge, siger Astrid Krag.
Nyt udspil: Vil stoppe børnehjems-baroner