En af Esbjergs mest respekterede erhvervs-personligheder gennem tiderne, Johan P. Hoffmann, forærer nu hele sin smukke herregård bort.
Modtagerne af herregården Endrupholm, der er fra 1580, er befolkningen i Esbjerg Kommune.
- Jeg vil med gaven gerne sætte en lille mindesten over min hustru Jyttes og mit liv, siger den 82-årige rigmand til Ekstra Bladet.
Jytte og Johan P. Hoffmann bor stadig på den 1.800 kvadratmeter herregård, der er renoveret fra kælder til kvist.
- Ikke mindst Jytte elsker at bo her. Hun får tårer i øjnene, hver gang vi taler om, at vi en dag skal herfra. Men vi er blevet gamle nu, og der kommer en dag, hvor vi ikke længere kan klare trapperne. Det har vi nu taget hånd om, fortæller Johan P. Hoffmann.
Gratis opera i haven
Formelt er der blevet oprettet en fond - 'Endrupholmfonden' - med en kapital på 40 millioner kroner. De 20 millioner kroner skal bruges til at købe herregården, mens resten af pengene skal bruges på at holde herregården ved lige og afholde kunstneriske arrangementer for borgerne. Det kan være kunstudstillinger og musik.
- Vi lægger vægt på, at arrangementerne skal være gratis og ikke styret af kommercielle kræfter. Jeg ser da gerne for eksempel en smuk opera opført i herregårdens have. Hård rockmusik kommer dog ikke på tale. Arrangementerne skal passe til omgivelserne, forklarer den kunstinteresserede rigmand, der også selv er en habil kunstmaler.
Stenrig på dyrefoder
Johan P. Hoffmann blev stenrig på at fabrikere og sælge dyrefoder fra virksomheden Arovit i Esbjerg. For tyve år siden solgte han virksomheden, som i dag hedder C&D Foods.
Det er endnu uklart, hvornår det gavmilde ægtepar flytter fra den store herregård udenfor Esbjerg.
- Lige nu har vi det godt. Jeg har været gennem en dobbelt bypass operation, og har det atter fint. Men der kommer som sagt en dag, hvor vi ikke kan klare at være her mere. Og vi er glade for, at tingene omkring fremtiden er bragt i orden.
Johan P. Hoffmanns gavmildhed strækker sig ikke kun til at forære herregården bort kvit og frit. For år tilbage stiftede han også en anden fond på nu i alt 135 millioner kroner, som støtter en lang række formål indenfor blandt andet kultur og kunst i Esbjerg Kommune. Også driftige iværksættere kan få bevilget penge af fonden.
De tre døtre er sikret
- Jeg vil gerne give lidt tilbage til Esbjerg Kommune. Da jeg i sin tid begyndte med en lille fabrik i byen, fik jeg masser af hjælp af kommunen til at udvikle virksomheden på gunstige vilkår. Det hjalp mig gevaldig meget dengang. Jeg er også dybt taknemmelig for, at så mange loyale medarbejdere hjalp med at få Arovit til at vokse, fortæller Johan P. Hoffmann.
Det gavmilde ægtepar har tre døtre i alderen 44, 51 og 53 år.
- Vi har naturligvis talt med dem om, hvorvidt de kunne tænke sig at bo på herregården. Men det har ingen af dem ønsket. Så de bifalder fuldstændig tanken om at forære den bort.
- Men nu går der så mange millioner kroner fra jeres børns arv?
- Ja, men der er sørget godt for dem også. De kan fint klare sig resten af livet, smiler Johan P. Hoffmann.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.