Rigshospitalets portører er i frontlinjen: - Det bliver en hård tjans

Rigshospitalets portører er i frontlinjen, når kampen mod corona skal kæmpes

Rigshospitalets nye corona-afdeling står klar til at modtage patienter, der er syge af coronavirus. Video: Ritzau Scanpix

I dag, onsdag 1. april, åbner Rigshospitalet dørene op for hospitalets nye COVita-afdeling, der skal tage sig af patienter, der er hårdt ramt af coronavirus.

Forrest i frontlinjen står portørerne, som hver dag trofast trækker i arbejdstøjet og udsætter sig selv for smitterisiko for at hjælpe patienter, der er syge med covid-19.

Oliver Lunde er portør, og han skal være en del af personalegruppen på det nye coronaafsnit. Han forventer lange, varme arbejdsdage, hvor den normale uniform bliver byttet ud med isolationstøj, der slutter sig helt tæt om kroppen.

Oliver Lunde står i frontlinjen, når Rigshospitalet åbner op for deres nye coronaafdeling. Foto: William Lunde
Oliver Lunde står i frontlinjen, når Rigshospitalet åbner op for deres nye coronaafdeling. Foto: William Lunde

Der må ikke kunne komme dråber ind, når de håndterer coronapatienter, og det kan derfor blive sauna-varmt i et sæt isolationstøj, når de skal gå en 'coronarunde', hvor de potentielt skal hjælpe op mod ti patienter ad gangen med pleje og vendinger.

Samtidig er det ikke hele portørkorpset, der kan varetage coronaopgaver, hvilket betyder ekstra pres på dem, der kan.

- Det bliver en hård tjans. Vi har nogle af de ældre, der har KOL (Kronisk Obstruktiv Lungesygdom) eller får immundæmpende medicin, der er fritaget for vagter. De skal stadig passe deres vagter, men de må ikke have direkte kontakt med en coronasmittet patient, siger Oliver Lunde.

Udsat for smitterisko
Alle medarbejdere har ifølge Oliver Lunde fået udleveret en 100 ml spritbeholder, de skal have med sig overalt som en fast del af deres uniform. Det er præmissen, når man hver dag udsætter sig selv for smittefare.

- Min hud er begyndt at skalle, fordi jeg spritter så meget hænder, siger Oliver Lunde.

- Jeg ved ikke, om jeg er nervøs for at blive smittet. Måske lidt. Jeg har jo kolleger, der er testet positive for corona, som ingen symptomer havde, fortæller han.

Samfund - 1. apr. 2020 - kl. 06:25 114 medarbejdere i Region Hovedstaden er smittet

Stor samarbejdsvillighed
Den helt ekstraordinære situation, coronavirussen har bragt med sig, har også betydet helt nye måder at samarbejde på.

- Normalt har hospitalet være tydeligt opdelt i centre, men i alt det her bliver alle nødt til at arbejde sammen. Vi skal til at arbejde sammen på kryds og tværs, fordi vi alle har mange forskellige kompetencer. Alle har været åbne og imødekommende og vil gerne have det her til at fungere, siger Oliver Lunde.

Her skal coronasmittede ligge isoleret fra patienter med andre sygdomme for at minimere risikoen for, at smitten spreder sig til andre dele af Rigshospitalet. Foto: Claus Falkenberg Thomsen
Her skal coronasmittede ligge isoleret fra patienter med andre sygdomme for at minimere risikoen for, at smitten spreder sig til andre dele af Rigshospitalet. Foto: Claus Falkenberg Thomsen
 

I takt med coronasmittens indtog i det danske samfund har portørerne arbejdet på højtryk for at forberede sig bedst muligt på coronakrisen. Og det er blevet bemærket.

- Vi kan mærke, hvor fed opbakning der er. Vi får anerkendelse fra omverdenen, men jeg frygter lidt, at folk glemmer vores værd, når det her er under kontrol, siger Oliver Lunde.

8 kommentarer
Vis kommentarer