Rikke i kuldehelvede: - Øjenvipperne fryser til is, og det er svært at trække vejret

Danske Rikke Andresen, 32, bor midt i den arktiske kulde, der har ramt store dele af USA

Se vild video af røg fra Lake Michigan her. Video: AP

Efter dage med ekstrem kulde i Chicago, USA, ligger gaderne øde, og folk går kun ud, hvis det er strengt nødvendigt.

Det fortæller Rikke Andresen, 32, der bor i storbyen og har udsigt til søen Lake Michigan fra sin lejlighed.

- Allerede tirsdag begyndte byen at gå i hi. Restauranter, kontorer og skoler holder lukket. Folk har indkøbt ekstra mad og drikkevand. De holder sig hjemme, fortæller hun til Ekstra Bladet.

Vildt: Se den seneste trend i Chicago, hvor indbyggerne har oplevet temperaturer helt ned til -38 grader. Video: AP

Industrifryser
Rikke Andresen siger, at hun aldrig har oplevet et lignende vintervejr. Heller ikke en dansk isvinter kan måle sig med den kulde, der i øjeblikket har lammet det centrale USA.

- Det her er noget helt andet. Det er som at gå ind i en industrifryser, og så kan du doble det op, siger hun.

- Øjenvipperne fryser til is, og luften er så kold, at det er ubehageligt at trække vejret, og det gør ondt i næsen, siger Rikke Andresen og forklarer, at hun på et tidspunkt var ude i minus 30 grader.

- Men så ligner man også én, der har været på polarekspedition, griner hun.

En jogger prøver kræfter med kulden. Foto: AFP
En jogger prøver kræfter med kulden. Foto: AFP

Chicago, USA's tredjestørste by, er i dybfryseren. Foto: AFP
Chicago, USA's tredjestørste by, er i dybfryseren. Foto: AFP

Rikke Andresen har blandt andet været nødt til at begive sig ud i kulden, når hunden, Enzo, skal luftes. Men hun pakker sig godt ind, fortæller hun.

- Skiundertøj, nogle lag mere, skibukser, termo, striktrøjer, strikstrømper, hue og vanter - hele polargearet, siger hun og tilføjer, at hunden kun skal have sko på.

- Han er ganske uimponeret. Han er en arktisk hunderace og har en god, tyk pels.

Et foto fra Rikke Andresens lejlighed viser, hvordan isen på søen damper. Privatfoto
Et foto fra Rikke Andresens lejlighed viser, hvordan isen på søen damper. Privatfoto

Undtagelsestilstand
Kulden kommer som følge af arktiske vinde, og ifølge den amerikanske vejrtjeneste er der tale om de koldeste temperaturer i en generation.

Myndighederne advarer om, at det ekstreme vejr kan være livstruende. Nedkøling og forfrysninger kan ske på ganske få minutter.

Ifølge amerikanske medier har over 20 mennesker mistet livet som følge af kulden, og i delstaterne Wisconsin, Illinois og Michigan har guvernørerne erklæret undtagelsestilstand.

Men de forfrosne amerikanere kan se frem til lunere tider. Efter flere iskolde dage øges temperaturen i Chicago og omegn til plusgrader i løbet af weekenden.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere