Skybrud er meteorologiens trold af en æske og er derfor meget svære at forudsige.
I morgen kan det meste af Danmark dog forvente kraftig regn - og måske ligefrem skybrud, oplyser DMI.
- Det er ikke en egentlig varsel. Men vi holder det til en risiko i øjeblikket. Der skal ikke så meget til, før det forandre sig, fortæller meteorolog Lars Henriksen.
Danmark - på nær Nordjylland - risikerer at blive udsat for det voldsomme vejr.
- Det er en vanskelig vejrsituation, hvor bare små ændringer i fugtigheden kan få afgørende betydning for, hvor meget regn der kommer, forklarer Lars Henriksen.
DMI vurderer, at der kan falde mellem 25 og 35 millimeter regn på seks timer. Derudover er der risiko for lokale skybrud, hvor man kan forvente mere end 15 millimeter på 30 minutter.
Artiklen fortsætter under billedet...
Lars Henriksen kan dog ikke oplyse, hvor det bliver værst i morgen. Men det starter søndag morgen i det sydvestlige Danmark og vil drive over landet. Han anbefaler, at man tager sine forholdsregler.
DMI skriver endvidere, at den kraftige regn og mulige skybrud medfører fare for oversvømmelse af lavtliggende områder og oversvømmelse af kældre.