Risiko for skybrud: Her ser de ud til at gå fri

DMI forventer endnu en dag med masser af regn og risiko for skybrud

Allerede fredag begyndte det at stå ned i stænger over store dele af landet. Video: Byrd/Thomas Frank, Carsten Hald. Redigering: Mikkel Cramon

Fredag væltede regnen ned i Danmark med skybrud flere steder, og lørdag ser det dårlige vejr ud til at fortsætte.

Derfor er der igen risiko for skybrud flere steder i landet, lyder meldingen fra vagthavende meteorolog ved DMI, Anja Bodholdt, tidligt lørdag morgen.

Skybrud kendetegnes ved, at der er faldet mere end 15 millimeter regn på 30 minutter.

- Den grænse er allerede tæt på at være nået ved en måling på Nordsjælland, hvor der er blevet målt 14 millimeter, fortæller Anja Bodholdt.

I Nord- og Midtjylland samt på Fyn varsles om risiko for skybrud, mens der på Sjælland varsles om voldsomt vejr.

Et andet sted i landet lader de dog til at være mere heldige, fortæller Anja Bodholdt.

- I den sydvestlige og vestlige del af Jylland er der kun lidt småregn, som vil fortsætte de kommende timer. Efterfølgende ser det ud til at holde tørt.

Natten mellem fredag og lørdag var plaget af lyn og torden, og selvom der ikke ser ud til at være mere på vej lige nu, kan det hurtigt vende.

- Det vil kunne opstå igen. Atmosfæren er så ustabil og fugtig, så der skal ikke ret meget til for at trigge, at det sker igen, siger Anja Bodholdt.

27 kommentarer
Vis kommentarer