Risiko for tæt tåge i natte- og morgentimerne

DMI anbefaler derfor, at man passer på, hvis man skal ud og køre bil natten til onsdag eller onsdag morgen. Sigtbarheden kan være meget lav

Sigtbarheden kan nogle steder komme helt ned på 100 meter, lyder meldingen fra DMI (Foto: Jens Dresling)
Sigtbarheden kan nogle steder komme helt ned på 100 meter, lyder meldingen fra DMI (Foto: Jens Dresling)

Pas på i trafikken. Sådan lyder anbefalingen fra både DMI og Politiet til bilister og andre trafikanter, der skal ud på vejene natten til onsdag og onsdag morgen.

Grunden er tæt tåge, som lægger sig som en tung dyne over det meste af landet allerede fra tirsdag aften klokken 23 og helt indtil onsdag formiddag.

- Det meste af landet ser ud til at få et stort tåge-dække ned over sig i løbet af natten. Bornholm og det nordligste Nordjylland bliver nok ikke så hårdt ramt som resten af landet, fordi det blæser mere de to steder, siger Frank Nielsen, der er vagthavende meteorolog hos DMI.

Sigtbarheden kan på grund af tågen komme helt ned på 100 meter, lyder det fra DMI.

Længere og koldere nætter
Frank Nielsen fra DMI forklarer, at en af grundene, til at vi oplever mere tåge for tiden, er, at nætterne er blevet længere end dagene.

- Solen har derfor ikke så lang arbejdstid her mere. Derudover har vi meget klart vejr i de her dage med næsten ingen vind. Det giver tågen optimale forhold, siger Frank Nielsen.

Når der ingen skyer er om natten, kan dagens varme nemlig fise uhindret op i atmosfæren, og derfor bliver der koldere på jorden.

- Det gør så, at vanddampen bliver tykkere, fordi vandet fortætter sig, når det bliver koldere. Derfor oplever vi, at der er tåge især på den her årstid i forhold til om sommeren, siger Frank Nielsen fra DMI.

Pæne dage lidt endnu
Tågen varsler også endnu en flot efterårsdag, lyder det fra DMI.

- Når solen har brændt tågen væk omkring klokken ni onsdag formiddag, vil vi få endnu en flot dag de fleste steder. Ligesom vi har set det i dag og i går, siger Frank Nielsen, der er vagthavende meteorolog.

Det kan dog godt blæse lidt vestpå.

- Skyer og blæst kan komme ind over dele af Jylland fra Nordsøen, men det bliver stadig pænt, siger Frank Nielsen fra DMI.

Der er risiko for tæt tåge, der hvor landet er markeret med blåt. Billedet er lånt fra DMI.
Der er risiko for tæt tåge, der hvor landet er markeret med blåt. Billedet er lånt fra DMI.

Du kan læse mere om vejret hos Vejret.dk

16 kommentarer
Vis kommentarer