Risiko for udryddelse: Giraffen er nu truet

Bestanden af giraffer er faldet med 40 procent på 30 år. Nu er den i risiko for at blive udryddet, siger IUCN

Smuk giraf i Knuthenborg Safaripark. Foto: Polfoto
Smuk giraf i Knuthenborg Safaripark. Foto: Polfoto
Følg Samfund

Verdens højeste landpattedyr, giraffen, er truet af udryddelse.

Sådan lyder en nedslående konklusion fra Den Internationale Union for Naturbeskyttelse (IUCN) på en FN-konference om biodiversitet i Cancun, Mexico, torsdag.

Organisationen oplyser således, at der er en høj risiko for, at giraffen vil uddø, fordi bestanden af giraffer er faldet med omkring 40 procent de seneste tre årtier.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

I Afrika findes der i dag færre end 98.000 giraffer.

Giraffen er nu derfor blevet skrevet på IUCN's røde liste over "sårbare arter".

Ifølge organisationen er giraffen truet af ulovlig jagt, uroligheder blandt befolkningsgrupper, miner og ekspanderende jordbrug.

Mange fuglearter er også kommet på IUCN's røde liste over truede dyrearter. Samtidig er den afrikanske gråpapegøje blevet ophøjet fra "sårbar" til "truet", hvilket betyder, at den er i meget høj risiko for udryddelse.

Gråpapegøjen er et værdsat kæledyr, fordi den er i stand til at efterligne menneskets tale, skriver dpa.

Antallet af gråpapegøjer er faldet markant, fordi alt for mange fugle bliver fanget, ligesom at papegøjens naturlige habitat i Centralafrika bliver mindre og mindre.

Desuden er vilde sorter af afgrøder såsom byg, havre, solsikker og mango blevet sat på IUCN's røde liste.

- Regeringer har det enorme ansvar at intensivere indsatsen for at beskytte vores planets biodiversitet. Det er nødvendigt for at sikre blandt andet vores fødevaresikkerhed og en bæredygtig udvikling, udtaler IUCN-chef Inger Andersen ifølge dpa.

IUCN er baseret i Schweiz.

Mere fra Ekstra Bladet+

Hvis Herlufsholm var en muslimsk friskole ...

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind