Rødt niveau: Norsk by evakueret

Det norske fjeld Mannen er i risiko for sammenstyrtning - en mindre by er blevet evakueret på ny

Arkivfoto: AP
Arkivfoto: AP

Det er atter blevet den tid på året: Norske myndigheder frygter, at dele af fjeldet Mannen vil styrte sammen, og en stribe beboere er derfor blevet evakueret.

13. november kom de første advarsler fra myndighederne, da fareniveauet for en mindre del af fjeldet ved navnet Veslemannen blev ændret til gul på grund af øgede bevægelser.

Søndag blev fareniveauet imidlertid hævet til orange, men det skulle vise sig, at faren blev endnu større.

- Siden er bevægelserne fortsat med at øge i hastighed, og vi ser nu, at der er stor ustabilitet i hele bjergpartiet. På baggrund af dette blev fareniveauet hævet til rød søndag aften, siger geolog Gudrun Dreiås Majala fra NVE i en pressemeddelelse ifølge VG.

Som følge af det røde niveau er alle beboerne neden for Veslemannen blevet evakueret.

Ifølge VG har civilforsvaret registreret fem små stenspring fra fjeldet, siden de ankom til stedet lidt efter midnat. Det seneste er registreret klokken 2.56.

Evakueret årligt
Det er langtfra første gang, at beboerne i kommunen Rauma ved Veslemannen er blevet evakueret, og de seneste år har de omkring en gang om året måttet forlade deres hjem, fordi myndighederne vurderede, at der var risiko for, at dele af fjeldet ville styrte sammen.

Hver gang har fjeldet dog formået at stabilisere sig, hvorfor beboerne har kunnet flytte hjem igen, vel vidende at de i en ikke så fjern fremtid formentlig atter må forlade deres hjem, når der igen er fare for sammenstyrtning.

Ved tidligere lejligheder har norske myndigheder sågar hældt store mængder vand over fjeldet for at fremprovokere sammenstyrtningen, men ifølge vejrmeldingerne i området skal det regne i store dele af mandagen, og det kan derfor vise sig at blive den endeligt udløsende faktor.

Se også: Nordmænd i vandkrig: Nu flytter fjeldet sig 10 centimeter i døgnet

Se også: Fjeldet står endnu: Nu gør udlandet grin med nordmændene

I Norge er det langtfra et usædvanligt syn, at dele af landets fjelde kan styrte sammen. Ved Mannen er det omkring 120.000 kubikmeter, man mener, der kan styrte ned.

Ekstra Bladet har tidligere talt med Bo Holm Jacobsen, der er lektor på Institut for Geoscience på Aarhus Universitet om universitetet.

- De norske fjorde har næsten lodrette bjergsider, og når de ser sådan ud, så skyldes det, at der gennem de sidste par millioner år er gledet gletsjere igennem dalene, og de har skrabet kraftigt på siderne og skrabet sten af og så videre. Den proces har lavet det, der hedder u-formede dale, der er temmelig flade i bunden og har nogle stejle sider, har han fortalt til Ekstra Bladet.

Se også: Derfor bevæger det norske bjerg sig

Isen mellem fjeldene har trykket udad, så siderne derfor ikke kunne styrte sammen.

- Men for 5000-10.000 år siden forsvandt isen efter istidens ophør. Og så står de næsten lodrette sider uden støtte og er ustabile, forklarer han.

Ved de tidligere episoder, hvor fjeldet ikke er styrtet sammen mod forventning, har flere undret sig over, at man ikke har brugt sprængstof. Men det skyldes, at man derved risikerer at skabe nedstyrtningsfare andre steder end der, hvor der i forvejen er bevægelse.

Se også: Derfor vil nordmænd ikke sprænge drilsk fjeld

Normalt bevæger fjeldet sig nogle få centimeter om året. Det seneste døgn har bevægelserne på den øvre del af Velsemannen været 40-60 millimeter i døgnet, lyder det fra NVE.

82 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere