Rotterne er jaget ud af værtshuset. Det åbner igen fredag.
- Så jeg er en glad og lettet mand, siger værtshusforpagter af Åstuen i Tørring, Kasper Hertz Ølholm, til Ekstra Bladet.
Den uheldige mand har måttet holde Åstuen lukket i næsten seks uger på grund af en større rotteinvasion.
- Det her har kostet mig over en kvart million. Men nu må vi se fremad, siger Kasper Hertz Ølholm.
Rotter overtager værtshus på femte uge
Han overvejer i forbindelse med åbningen at introducere Tørrings tørstige sjæle for en 'Rottehul Special' . Et par nissepiger er da også blevet indforskrevet for at gøre åbningen ekstra festlig.
Støvsugere brændt af
Kasper Hertz Ølholm overtog værtshuset i begyndelsen af september. Blot for at måtte lukke det igen på grund af rotter i kloakken, rør og byning.
- Alt har været gjort for at komme dyrene til livs. Kloakrør er skiftet og revner tættet. Der har været sat mellem 70 og 100 fælder op.
Under oprydningsarbejdet er to støvsugere brændt af.
- De kunne ikke klare at suge melet op. Melet blev brugt til at se, om der var spor efter rotter. Og det er der heldigvis ikke mere, lyder det fra en lettet Ølholm.