Annonce:
Annonce:

Runesten under køkkengulv kan være ældre end Jellingstenen

Runolog undersøger, om runesten, der lå gemt under køkkengulv i Randers, kan dateres tilbage til 700-tallet

Den store sten på knap et ton blev fundet under et køkkengulv ved en ejendom i Mosekær ved Randers. Foto: Foto: Lene Brandt / Handout Nationalmuseet/Free
Den store sten på knap et ton blev fundet under et køkkengulv ved en ejendom i Mosekær ved Randers. Foto: Foto: Lene Brandt / Handout Nationalmuseet/Free
Annonce:
Følg Samfund

En tonstung sten, der gemte sig under et køkkengulv på en ejendom ved Randers, kan vise sig at være en af landets ældste runesten.

Den to meter lange og 80 centimeter brede sten er allerede erklæret danefæ, og nu arbejder Nationalmuseet på at fastslå runestenens præcise alder.

- Den her er lidt særlig, fordi det ser ud til at være en af de ældste runesten, vi kender herhjemme.

- Der er nogle typologiske ting i indskriften og måden, det er skrevet på, der gør, at den ser ud til at være meget gammel, siger seniorforsker og runolog Lisbeth Imer, Nationalmuseet.

Jellingstenen blev rejst af kong Harald Blåtand omkring år 965. Men runestenen fra Mosekær ved Randers er muligvis endnu ældre.

Det afgørende for dateringen er, om runetegnene på stenen fra Randers er begyndelsen eller afslutningen på runeteksten.

Annonce:

De fem runetegn på stenen kan læses 'aft bi'. Det kan oversættes til 'efter B'.

Runesten er typisk rejst til minde om betydningsfulde personer, og her er det måske en Bjørn, en Bjarne eller en Birk.

Hvis runetegnene er begyndelsen på sætningen, tilhører stenen formentlig den allerældste gruppe af runesten, vi har i Danmark.

- Vi har måske kun 10 til 20 runesten fra 700-800 tallet, så det er et lidt specielt fund, det her, siger Lisbeth Imer.

Der er omkring 200 runesten fra vikingetiden rundt omkring i Danmark

Beboerne på ejendommen ved Mosekær henvendte sig i første omgang til det lokale museum, Museum Østjylland.

Her er arkæolog og overinspektør Benita Clemmensen ovenud begejstret.

- Det er helt fantastisk, når der kommer sådan et fund. Runesten er jo det eneste skrift, vi har tilbage fra vikingetiden.

Stenen skriver sig ifølge arkæologen ind i en lang række fund fra vikingetiden på Randers-egnen:

Annonce:

- Vi har Sølvskatten fra Tinghøj, vi har Sjelle Bro-stenen, vi har plankevejene hen over Alling Å, og så har vi Hørning Kirke med sporene efter en gammel stavkirke.

- Så det at vi pludselig kan få fornemmelsen af de tidligste vikinger i området, det er jo megaspændende, siger Benita Clemmensen.

Selv om runestenen fra Randers skulle vise sig at være ældre end Jellingstenen, kan de to ikke sammenlignes, mener Lisbeth Imer:

- Jellingstenen har hele teksten bevaret, den står på sin oprindelige plads, og vi kender den fra skriftlige kilder. Sådan et fund, som vi har her, er et fragment, hvor relativt lidt af indskriften er bevaret, siger hun.

Traditionen med at rejse runesten var i 700-, 800- og størstedelen af 900-tallet udbredt blandt vikingetidens rige og magtfulde familier.

Stenen står nu hos Museum Østjylland og venter på nærmere undersøgelser.

Annonce:
Annonce:
Annonce:

Mere fra Ekstra Bladet+

Nej tak, Søren Pape - du skal ikke være statsminister
Annonce:

Udforsk Ekstra Bladet+

Annonce:

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Annonce:
Annonce:
Annonce: