Blod til eventuelle blodtransfusioner og andet medicinsk udstyr er blevet flyttet ud til de russiske soldater, der er opmarcheret nær den ukrainske grænse.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters på baggrund af tre anonyme kilder i USA's centraladministration.
Tilkomsten af mere medicinsk udstyr ses som endnu en oprustning af de russiske styrker, der tæller over 100.000 soldater nær Ukraines grænse til Rusland.
- Det garanterer ikke, at der bliver endnu et angreb, men du ville ikke udføre endnu et angreb, uden at du havde det (blod-forsyninger, red.), siger Ben Hodges, der er pensioneret generalløjtnant i USA's militær, og som nu arbejder ved forskningscenteret European Policy Analysis.
Forhandlinger
Den særligt højspændte situation har stået på i ugevis, og der pågår i øjeblikket forhandlinger mellem USA, Rusland og NATO for at deeskalere situationen.
Rusland har blandt andet krævet garanti for, at Ukraine ikke kan melde sig ind i NATO, og at NATO skal trække sine tropper ud af østeuopæiske lande. Noget, som både USA og NATO har afvist.
Trods den store troppeopbygning ved Ukraines grænse, har Rusland afvist at ville invadere Ukraine. I 2014 invaderede Rusland den ukrainske halvø Krim, og siden har forholdet mellem de to lande været anstrengt og med kamphandlinger i det østlige Ukraine.
Kan tage landet
USA's præsident Joe Biden har truet med at indføre skrappe økonomiske sanktioner mod Rusland, hvis russerne invaderer landet. Blandt andet har det været diskuteret at udelukke Rusland fra det såkaldte SWIFT-samarbejde, der er det system, som banker bruger til at overføre penge internationalt.
Omvendt er der frygt for at Rusland kan finde på at lukke for naturgassen til Europa, hvilket kraftigt vil forværre den nuværende energikrise med særligt priserne på naturgas på himmelflugt.
Ifølge det amerikanske forsvarsministerium Pentagon, så er de 100.000 styrker tilstrækkeligt til at indtage hele det store land.
Læs mere om de mulige scenarier i konflikten mellem Rusland og Ukraine