Rusland godkender ny premierminister

Det russiske parlament har godkendt Mikhail Misjustin som ny premierminister

53-årige Mikhail Misjustin er torsdag eftermiddag blevet godkendt som ny premierminister i Rusland.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters og det russiske medie RT News.

Mikhail Misjustin er leder af Ruslands skattevæsen og var præsident Vladimir Putins foretrukne kandidat.

Se også: Putin vil sikre sig mere magt

Udnævnelsen kommer, efter at Ruslands regering pludselig trak sig onsdag. Den officielle begrundelse var, at regeringen ikke har fuldført de opgaver, den blev stillet.

Regeringen meldte sin afgang, kort tid efter Putins tale om nationens tilstand. I sin tale lagde præsidenten blandt andet op til, at der skulle gennemføres ændringer i forfatningen, som vil gøre premierministeren og den siddende regerings magt større.

Der bliver ifølge nyhedsbureauet AP spekuleret i, at forfatningsændringerne er blevet foreslået for at Putin selv kan få mere magt, når hans præsidentperiode er ovre i 2024.

Se også: Putin peger på ukendt skattechef som ny regeringsleder

Vladimir Putin sad senest som premierminister efter sine to forrige præsidentperioder fra 2000 til 2004 og 2004 fra 2008.

Ruslandsekspert og seniorforsker ved DIIS Flemming Splidsboel Hansen vurderede onsdag over for Ekstra Bladet, at tilbagetrædelsen var en del af noget større.

- Der er mulighed for, at tilbagetrædelsen er en del af en større pakke, der åbner op for, at Vladimir Putin kan blive premierminister i 2024, lød det onsdag fraFlemming Splidsboel Hansen.

'En drejebog'
Tidligere generalkonsul Jens Worning Sørensen mener ligeledes, at dagens beslutning er en sikring af magten på den lange bane for den siddende russiske præsident.

- Nu er der en drejebog for, hvordan den politiske stabilitet og Putins magt kan vare ved efter 2024, hvor han ikke længere kan stille op som præsident. 

- Putin skaber en mulighed for sig selv ved at få indflydelse på, hvem der bliver den næste præsident, og hvem der skal bestemme, hvem der skal være den næste præsident, siger Jens Worning Sørensen ifølge Ritzau.

Se også: Ruslands regering trækker sig tilbage

49 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere