Det er ikke vores skyld.
Sergei Lavrov, der er Ruslands udenrigsminister, er på charmeoffensiv i Egypten, hvor han i en tale til ambassadører fra Den Arabiske Liga i Kairo afviser, at det er Ruslands invasion af Ukraine, der har forårsaget den globale fødevarekrise.
Det skriver flere internationale medier, heriblandt BBC.
'Fordrejer sandheden'
I stedet mener han, at det er de vestlige nationer, der fordrejer sandheden om, hvilken påvirkning Vestens sanktioner mod Rusland har for den globale fødevaresikkerhed.
Dertil anklager Sergei Lavrov også de vestlige lande for at påtvinge andre deres dominans.
- De siger, at alle skal støtte en regelbaseret verdensorden, og reglerne er skrevet, afhængigt af hvilken konkret situation Vesten ønsker at løse til sin egen fordel, sagde han i talen.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Massiv fødevaremangel
En stor del af den arabiske verden og dele af Afrika er hårdt ramt af fødevaremangel som følge af Ruslands krig i Ukraine.
Og her er der især tale om mangel på hvede, som Ukraine og Rusland er to af verdens største leverandører af.
Normalt leverer landene mere end 50 procent af al hvede i Afrika, lyder det fra Den Afrikanske Udviklingsbank. I 2019 importerede Egypten 3,62 millioner tons hvede.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Fordømmes for angreb
Der blev i weekenden rettet kraftig vestlig fordømmelse mod Rusland, efter at landet lørdag angreb den sydvestlige havneby Odesa i Ukraine, under et døgn efter at en banebrydende aftale mellem Ukraine og Rusland fandt sted.
Aftalen åbnede for, at der igen kunne eksporteres korn fra netop Odesa og to andre ukrainske havne ud til Sortehavet.
Rusland har nemlig under krigen blokeret for eksport af korn fra de ukrainske havne, hvilket betyder, at flere millioner tons korn har ophobet sig i havnene.
FN har advaret om, at det rammer verdens fattigste, hvis skibene ikke kan sejle hvede fra Odesa.
Her har FN's Fødevareprogram (WFP) vurderet, at omkring 47 millioner mennesker i verden er endt i 'akut sult' på grund af den afbrudte forsyning fra Ukraine og de sanktioner, Vesten har indført mod Rusland.