Russisk agent løslades i USA

Maria Butina blev idømt 18 måneders fængsel for at infiltrere den amerikanske våbenlobby

Den russiske kvinde Maria Butina. Foto: AFP
Den russiske kvinde Maria Butina. Foto: AFP

Den russiske agent Maria Butina blev i foråret idømt 18 måneders fængsel og udvisning fra USA.

Men nu melder nyhedsbureauet AFP, at hun allerede på fredag bliver løsladt og sendt hjem til Rusland.

Butina er den eneste russer, som er dømt i forbindelse med efterforskningen af Moskvas forsøg på at påvirke amerikansk politik.

Hun erklærede sig blandt andet skyldig i at infiltrere den amerikanske våbenlobby National Rifle Association (NRA). Her forsøgte hun at påvirke politikere fra Det Republikanske Parti.

Ifølge anklagerne mod hende skal hun også have samlet information om amerikanske embedsmænd og organisationer. De oplysninger skal hun have videregivet til en højtstående russisk embedsmand, som hun rapporterede til.

I retten undskyldte Maria Butina for sine gerninger.

- Jeg skammer mig og er pinligt berørt over den internationale skandale, min anholdelse har medført. Mine forældre lærte mig vigtigheden af uddannelse, hvordan man lever lovligt, og hvordan man er god mod andre, sagde den rødhårede kvinde.

Rusland mente dengang, at Maria Butinas dom var 'politisk motiveret'.

- Anklagerne mod hende, som har til formål at influere den interne politiske proces i USA, er opfundne og fabrikerede. Vores landskvinde blev kun dømt, fordi hun er borger i Rusland, lød det fra det russiske udenrigsministerium.

5 kommentarer
Vis kommentarer