Russisk læge: Navalnyj kan flyves til Berlin

Navalnyj, hvis tilstand betegnes som mere stabil, bliver højst sandsynligt fløjet til Tyskland lørdag morgen

En russisk læge på et sibirisk hospital i Omsk siger fredag aften, at oppositionspolitikeren Aleksej Navalnyj kan blive fløjet til Tyskland.
En læge på hospitalet havde tidligere meddelt, at Navalnyj er lagt i kunstig koma. Hans tilstand betegnes som mere stabil, og han er ikke umiddelbart i livsfare, hedder det. Foto: Kirill Kudryavtsev/Ritzau Scanpix
En russisk læge på et sibirisk hospital i Omsk siger fredag aften, at oppositionspolitikeren Aleksej Navalnyj kan blive fløjet til Tyskland. En læge på hospitalet havde tidligere meddelt, at Navalnyj er lagt i kunstig koma. Hans tilstand betegnes som mere stabil, og han er ikke umiddelbart i livsfare, hedder det. Foto: Kirill Kudryavtsev/Ritzau Scanpix

En russisk læge på et sibirisk hospital i Omsk siger fredag aften, at oppositionspolitikeren Aleksej Navalnyj kan blive fløjet til Tyskland.

En læge på hospitalet havde tidligere meddelt, at Navalnyj var lagt i kunstig koma og var for dårlig til at kunne blive flyttet.

Hans tilstand betegnes nu som mere stabil, og han er ikke umiddelbart i livsfare, hedder det ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Navalnyj er tilset af tyske læger, som tidligere fredag kom til Omsk i et ambulancefly fra Berlin for at hente Navalnyj til den tyske hovedstad. De fik ud på eftermiddagen tilladelse til at se ham.

Den russiske læge siger, at hospitalet vil hjælpe med transporten af Navalnyj til lufthavnen.

- Vi har truffet beslutningen, at vi ikke modsætter os, at han flyttes til et andet hospital, som hans pårørende har indikeret for os, siger den næstøverste cheflæge på hospitalet i Omsk, Anatolij Kalinitjenko.

Den regionale sundhedsminister i området oplyser ifølge nyhedsbureauet Tass fredag aften, at Navalnyj vil blive fløjet til Tyskland lørdag morgen.

Oppositionspolitikerens talskvinde, Kira Yarmysh, bekræfter ifølge nyhedsbureauet AFP, at hun regner med, at transporten vil finde sted lørdag morgen.

En tysk nødhjælpsgruppe chartrede torsdag et ambulancefly for at få fløjet Navalnyj til Berlin. Planen er ifølge det hidtil oplyste at få ham behandlet på det ansete universitetshospital Charité for en formodet forgiftning.

Der har fredagen igennem været modstridende oplysninger om Navalnyjs tilstand og årsagen til hans sygdom.

Anatolij Kalinitjenko siger, at de tyske læger, som har tilset Navalnyj, er enige med de russiske læger om, at politikeren ikke er blevet forgiftet af en kop te. Der er ifølge ham ikke fundet spor efter gift.

- Diagnosen om en forgiftning er omsider blevet udelukket. Det var en stofskifteforstyrrelse, som var forårsaget af et pludseligt fald i blodsukkeret, siger Kalinitjenko og tilføjer:

- De tyske læger, som tilså Navalnyj, var enige i vores diagnose.

Den 44-årige Aleksej Navalnyj er en af præsident Vladimir Putins mest åbenmundede kritikere. Han har flere gange været fængslet.

Organisationen, som har taget initiativ til at få bragt Navalnyj til Berlin, kalder sig 'Film for Fred'. For to år siden bragte organisationen aktivisten Pjotr Versilov til Berlin.

Læger konkluderede dengang, at aktivisten Versilov, som var medlem af dissident-kunstnergruppen Pussy Riot, var blevet forgiftet. Han kom til Tyskland for sent til, at læger kunne identificere den gift, som han havde fået.

54 kommentarer
Vis kommentarer