Den omstridte leder af det private russiske militærfirma Wagner-gruppen kom lørdag med en for mange noget overraskende bekendtgørelse:
Han vil være præsident.
Det skete i en Telegram-video, der er blevet vidt beskrevet i en række medier, herunder bl.a. TV 2 og norske Dagbladet.
- Nu kommer der en meget vigtig erklæring, som vil overraske alle russere og hele verden. Jeg springer ud som politiker. (...) Jeg har netop nu fået politiske ambitioner, når jeg ser på alt omkring mig. Jeg har besluttet mig for at stille op til præsidentvalget i 2024, siger Prigozjin, inden han få sekunder senere tilføjer, at det altså ikke er Putins plads, han angiveligt pønser på at overtage, men derimod Volodymyr Zelenskyjs.
- Hvis jeg vinder valget og bliver præsident i Ukraine, så bliver alt godt. Så vil granater blive overflødige, siger Wagner-lederen.
Artiklen fortsætter under videoen ...
Situationen spidser til i den østukrainske by Bakhmut. Stifteren af den private russiske hær Wagner-gruppen, Jevgenij Prigozjin, siger, at gruppen har taget kontrollen over hele den østlige del af byen. Samtidig har Ukraines indenrigsminsterium frigivet denne video, som angiveligt viser Ukraine sprænge syv Wagner-soldater i luften i byen. Bliv klogere på kampen om Bakhmut - også kaldet 'kødhakkeren' her
Skal tages med et gran salt
Der har tidligere været spekuleret i, hvorvidt Prigozjin kunne have et ønske om at bringe sig selv i spil politisk – og måske endda kunne finde på at udfordre Vladimir Putin.
Af samme årsag vurderer Niklas Rendboe, projektforsker hos Forsvarsakademiet med speciale i Wagner-gruppen, over for TV 2, at man formentlig skal tage Prigozjins udmelding med et gran salt.
- Vi har set før, at Prigozjin laver politisk kommunikation med en stor portion humor, og her leger han åbenlyst med spekulationerne om, at han skulle være en mulig rival til Putin. Først antyder han, at han er det, og så siger han, at det er som præsident i Ukraine. Men hvordan skulle han nogensinde blive det?, siger Niklas Rendboe med henvisning til, at Prigozjin ingenlunde lever op til kravene for at kunne blive præsident i Ukraine.
Her er kravene nemlig bl.a., at man være ukrainsk statsborger, have stemmeret og have boet i landet de seneste ti år - ingen af hvilke Prigozjin altså opfylder.