Russisk politi anholder 100 aktivister og oppositionsleder

Demonstration mod russisk politi finder sted dagen efter sag mod undersøgende journalist blev opgivet

Øjenvidner har set Aleksej Navalnyj blive sat ind i en politibil af mindst tre politifolk. Foto: ALEXANDER NEMENOV/Ritzau Scanpix
Øjenvidner har set Aleksej Navalnyj blive sat ind i en politibil af mindst tre politifolk. Foto: ALEXANDER NEMENOV/Ritzau Scanpix

Russisk politi har ifølge AFP onsdag anholdt omkring 100 mennesker ved en demonstration i Moskva mod politiet. Oppositionslederen Aleksej Navalnyj er blandt de anholdte.

Øjenvidner siger, at de så mindst tre politifolk sætte Navalnyj ind i en af politiets store biler.

Demonstrationen, som ikke var anmeldt på forhånd, fandt sted i det centrale Moskva. Den kommer, efter at russisk politi tirsdag frafaldt sigtelser mod den undersøgende journalist Ivan Golunov.

Sagen er droppet på grund af manglende beviser. Indenrigsministeriet er nu ved at undersøge, hvad de politifolk, der anholdt den 36-årige Golunov i sidste uge, foretog sig.

Nogle af de politifolk, der var involveret i sagen, er midlertidigt suspenderet fra tjenesten. Det begrundes med, at de skal have placeret belastende bevismateriale hos Golunov.

Golunov kunne tirsdag aften forlade den politistation i Moskva, hvor han havde været tilbageholdt siden torsdag. I en udtalelse lovede den overvældede journalist, at han vil fortsætte sit arbejde med at skrive om korruptionen i Rusland.

Han siger også, at han ikke håber, at andre vil blive udsat for den form for beskyldninger om narkokriminalitet, som han selv blev udsat for.

Golunov blev lørdag varetægtsfængslet for angiveligt at have forsøgt at sælge en stor mængde narkotika i Moskva.

Politiet sagde ved anholdelsen, at der var fundet stoffer i journalistens taske og lejlighed. Hans støtter mener imidlertid, at det er blevet plantet der.

Efter anholdelsen har tre store aviser bragt støttemeddelelser for Golunov. Sagen har også vakt opmærksomhed i udlandet.

Golunov arbejder for den uafhængige internetavis Meduza. Han er kendt for sit arbejde med at undersøge korruption blandt Moskvas embedsmænd.

Avisen oplyser, at han har modtaget flere dødstrusler i forbindelse med sit arbejde.

1 kommentar
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere