Ryanair-boss scorer 13 mio. årligt

Den kontroversielle topchef i Ryanair Michael O’Leary kan årligt fylde spandevis af millioner i sin private pengetank

Topchefen i det irske flyselskab har tidligere udtalt: 'Om vi transporterer meget rige mennesker på vores flyvninger? Ja, jeg fløj i morges, og jeg er meget rig' (Foto: AP)
Topchefen i det irske flyselskab har tidligere udtalt: 'Om vi transporterer meget rige mennesker på vores flyvninger? Ja, jeg fløj i morges, og jeg er meget rig' (Foto: AP)

Alt imens Ryanair nu har lukket selskabets baser ned i Danmark, fordi de danske fagforeninger krævede ordentlige forhold for de ansatte, er der ingen smalle steder, når det kommer til selskabets øverste ledelse.

En gennemgang af regnskaberne for det irske lavprisselskab afslører nemlig, at topbossen Michael O’Leary på ingen måde lider nogen økonomisk nød.

Således viser regnskaberne, at den kontroversielle direktør alene sidste år scorede en årsløn på 13 millioner kroner.

Årslønnen udgør 7,2 millioner kroner, mens han scorer 5,8 millioner kroner i bonus.

– Man kan med rimelighed spørge, hvorfor han er så meget værd, mens hans medarbejdere er så lidt værd. Det er der aldrig nogen topchefer, der forsøger at forklare, siger Anders Drejer, ledelsesekspert på Aalborg Universitet.

(Foto: AP) Samfund Nu er det officielt: Ryanair lukker basen i Billund

Et bestyrelsesanliggende
Ekstra Bladet har naturligvis forsøgt at spørge Ryanair, hvorfor topchefen skal forkæles med millioner, mens de almindelige ansatte er blandt branchens lavestlønnede. Til det lyder følgende skriftlige svar fra selskabets kommunikationsafdeling:

'Mr O’Learys løn (inklusiv bonus) er et bestyrelsesanliggende.'

Anders Drejer er ikke imponeret:

– Det er et decideret arrogant at svare på den måde. Han kunne eksempelvis sige, at hvis han gik til British Airways ville han få langt mere eller bare komme med en eller anden forklaring. Det hænger ikke sammen, når de ikke vil stå på mål for topchefens lønninger samtidig med, at de slår sig op på at være et lavprisselskab, siger Anders Drejer.

Siden årsskiftet har Flybranchens Personale Union (FPU) samt serviceforbundet kæmpet for, at Ryanair skulle indgå overenskomst med fagforbundene.

(Foto: AP) Samfund Ryanairs kontrakter er ulovlige i Danmark

Parterne formåede aldrig at nå hinanden, og for små to uger siden offentliggjorde flyselskabet så, at det lukker basen i Billund Lufthavn.

Ryanair bevarer ruten mellem Billund og London, som er et sandt guldæg for selskabet. I 2014 fløj 257.544 passagerer på ruten, har Trafikstyrelsen oplyst til check-in.dk.

Ryanair har ligeledes nedlagt basen i Københavns Lufthavn.

176 kommentarer
Vis kommentarer