Ryanair har massive vækstplaner i København

Trods strid med fagforeningerne vil Ryanair vokse markant i København i løbet af de kommende år

Trods strid med de danske fagforeninger har det irske lavprisselskab Ryanair store planer om at firedoble sin størrelse i Københavns Lufthavn.

I løbet af de næste tre til fem år vil Ryanair udvide fra Københavns Lufthavn, så selskabet vil have op til 60 ruter og 10 millioner passagerer om året. Det siger selskabets topchef, Michael O'Leary, på et pressemøde i København.

- Desværre har vi måttet lukke vores to danske baser, men det forhindrer os ikke at vokse i København, siger Michael O'Leary, som ser et uopfyldt behov i København.

- København er dårligt forbundet med resten af Europa, som det ser ud i øjeblikket. Dublin er forbundet med 90 europæiske byer, mens København kun er forbundet med 50 eller 60, siger topchefen.

Ryanair præsenterede tirsdag sit program for København til næste sommer, som dog kun byder på en enkelt ny rute til Porto i Portugal. Lavprisselskabet har i alt 15 ruter planlagt fra København i sommeren 2016.

26 kommentarer
Vis kommentarer