Ryanair indgår aftale med irske piloter

Aftale kom på plads, efter at strejke tog til i omfang, da hollandske piloter gjorde klar til at deltage

Foto: All Over Press
Foto: All Over Press

Det strejkeramte Ryanair har indgået aftale med irske piloters fagforening.

Aftalen er et gennembrud i Ryanairs bestræbelser på at få stoppet protester og arbejdsnedlæggelser forskellige steder i Europa, og selskabets kurser steg markant ved meddelelsen om den nye aftale.

Piloter i Dublin har i denne måned gennemført ikke mindre end fem 24-timers arbejdsnedlæggelser. 

- Udkastet til en aftale skal nu til afstemning, efter at den er blevet anbefalet af piloternes fagforening Forsa og dens repræsentanter hos Ryanairs piloter, skriver fagforeningen i en presseerklæring.

Parterne har aftalt at være tilbageholdende med yderligere udtalelser, indtil afstemningen er gennemført. 

Omfanget af strejken blandt Ryanair-piloter voksede torsdag aften i omfang, da en dommer i Holland afviste at blokere de hollandske piloter fra at deltage i strejken. 

Før torsdag var det kendt, at piloter fra Irland, Sverige og Belgien ville strejke med aflysning af 146 afgange i Europa til følge.

Piloternes strejke bunder i utilfredshed med de manglende fremskridt i forhandlingerne om en overenskomst.

Lavprisflyselskabet Ryanair har været tvunget til at aflyse hundredvis af flyafgange siden midten af juli. 

Strejkerne har blandt andet ramt passagerer, der skulle flyve til eller fra Belgien, Portugal og Spanien. I disse lande har kabinepersonale også aktioneret. 

Kabinepersonale fra hele Europa offentliggjorde i juli en liste med 34 krav til Ryanairs ledelse, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Foruden "en fair løn at leve for" vil de blandt andet have bedre betaling på sygedage og kontrakter, der er udformet efter deres eget lands love i stedet for irsk lov. Ryanair har hjemme i Irland.

Den danske fagforening Flyvebranchens Personale Union oplyser, at den vil gennemgå aftalen, før den udtaler sig om aftalen.

5 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere