Rygende uenige: Slaget om SAS-videoen

Chefredaktør Poul Madsen og opinionsredaktør Mads Kastrup var ikke enige om SAS-videoen, så de har skrevet hver sin leder

Se SAS-reklamen alle taler om her. Video: SAS

Poul Madsen: Alle er krænkede

Danmarks mest krænkelsesparate politiker, Søren Espersen, nåede nye højder i dag. Han erklærer sig selv i 'totalt atomchok over SAS' efter flyselskabets nye reklame film om, hvad der er ægte skandinavisk. Her får vi at vide, at bl.a. wienerbrød, kötbuller og vindmøller ikke er noget, vi skandinaver selv har fundet på, men noget, vi har hentet med hjem på vores rejser til det store udland.

Men det er ifølge krænkelsesguru Espersen at 'spytte på alt, hvad der er dansk', og regeringen må banke SAS på plads. Hvordan det kan blive en regeringsopgave, og hvornår den svenske nationalret kötbuller er blevet dansk, kommer den rødglødende Dansk Folkepartist ikke nærmere ind på.

Men hvis vi lige lader Espersen hvile, så han igen kan få vejret, så lad os se på, hvad det her egentlig handler om.

Espersen er bestemt ikke alene. SAS er havnet i en sand shitstorm, hvilket ikke burde overraske SAS. For tidsånden er til at blive forarget.

Hvis det denne onsdag i vinterferien ikke havde været SAS, så havde det været noget andet. Intet er for småt til, at nogen ikke føler sig krænket.

Men SAS blev åbenbart så bange for, at krænkelsesparate skandinaver ville vælge et andet flyselskab, at de straks pillede reklamefilmen af.

Og det er et andet af tidsåndens tegn. Selv den mindste social-media shitbrise får straks politikere og virksomheder til at lave en bremsevending og miste tro på det, de mente var en fantastisk idé i går.

Hvad med at have lidt røv i bukserne og stå fast? Grine ad Søren Espersen og fortælle, at den her reklamefilm er fantastisk. Det ville skabe respekt. Tidens misforståelse er, at vi alle skal bevæge os inden for et meget snævert felt, hvor vi alle er enige, så ingen føler sig krænkede.

Men det kan vi ikke. Søren Espersen og hans ligesindede vil altid føle sig krænkede, lige indtil alle holdninger er udviskede og gemt bag en censurvæg af misforståede hensyn.

Jeg synes, SAS-reklamen er sjov, fordi den netop ved at fortælle, at vore såkaldte skandinaviske værdier er importeret udefra, viser den vigtigste af alle skandinaviske værdier: selvironien. Vi tør godt tage pis på os selv. Hurra for det.

Lad de krænkelsesparate kaste sig over mig. Det er min holdning. Du behøver ikke være enig, men jeg ændrer den ikke!

55-årige Rickard Gustafson ejer i alt 40.000 aktier i SAS, fremgår det af selskabets hjemmeside. Foto: Joachim Ladefoged Tæt på Midt i kriserne: Så meget tjener SAS-ledelsen

Søren Espersen om ny SAS-reklame: - Jeg har altid brugt SAS meget, men jeg vil have en dårlig smag i munden, hvis jeg gør det igen, fordi de spytter på os på den måde. Foto: Janus Engel/Ritzau Scanpix Dansk politik - 12. feb. 2020 - kl. 10:50 'Jeg er i atomchok over SAS': Ministeren skal give en røffel

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Mads Kastrup: Er det selvhad?

Vi danskere er intet. Vi er ingenting.

Det er, hvad SAS siger i deres nu tilbagetrukne reklamefilm. Vi danskere, svenskere, skandinaver er efterabere. Vi er en uopfindsom provins, hvis eneste særkende og succes beror på, at vi så at sige er rejsende i at stjæle andres gode idéer.

Måske intet under at en del er blevet knotne. Og at SAS er endt i shitstorm.

I Danmark har vi brugt de seneste tre årtier på at erkende, at ikke al fremmed kultur og alle fremmede er venner, man bare ikke har mødt før. Multikulturalisme er ikke ubetinget lykkelig. Har man møjsommeligt opbygget en velfærdsstat - og nå ja, det er da vist en skandinavisk opfindelse - er det nødvendigt at skærme den mod vold og misbrug.

Det har været den altafgørende politiske kamp i Danmark: at knægte en politisk korrekt herskende klasses moralske og intellektuelle svigt over for nationalstaten og bagatelliseringen af danskernes forbehold over for globalisering.

Netop som fornuften har vundet, går SAS så pludselig globaliserings-bonanza. Halalhippie-ånden flyder frit i en reklamefilm, der tonedøv over for nutiden ligner en radikal valgvideo fra 00'erne, og man overraskes over, at Morten Østergaard ikke dukker op i lufthavnens ankomstområde til sidst og siger: 'Vi holder. Med indvandrerne'.

'Hvad er særligt skandinavisk,' spørges der undervejs. 'Absolut ingenting,' svares der herpå. Vel ikke sært, at en ordentlig røvfuld protestantisk hårdtarbejdende mennesker og folk med respekt for de idéer og den ildhu, der har gjort os rige og frie, anholder påstanden.

For hvorfor denne tilsidesættelse af os selv? Hvorfor denne underkendelse af egen kultur? Er det selvhad?

SAS-videoen er naturligt blevet en fremkaldervæske for de to fremtrædende positioner i de seneste årtiers værdikamp. Lovpriserne af globalismen og nationalt sindede skeptikere og deres protester.

Sidstnævnte har i dette tilfælde ret. Fornægtelsen af os selv og Skandinavien til fordel for ophøjelsen af alt udefrakommende er en fornærmelse mod vores eget liv og virke. Dertil må man spørge, hvad der får højt betalte kommunikationsfolk til at nå frem til følgende idé:

'Vi hedder Scandinavian Airlines. Vi er dyrere end de fleste andre. Vores særlighed er vores geografiske tilhørsforhold. Lad os sælge os selv på, at vi er en illusion.'

At erklære sig i 'totalt atomchok' over reklamevideoen, som Dansk Folkepartis krænkelses-entusiast Søren Espersen, er en lige lovlig offensiv position at indtage. Ja, nærmest kontraproduktiv for hans eget ærinde.

Men selvfølgelig skal vi sige: Der findes noget skandinavisk, noget svensk, noget dansk.

Vi er noget. Vi har faktisk brugt en del kræfter og år på at blive det. Kom ikke og påstå noget andet.

Samfund - 12. feb. 2020 - kl. 10:35 SAS har mistanke om koordineret angreb mod reklamevideo

Samfund - 12. feb. 2020 - kl. 15:42 SAS i orlovs-brøler

427 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere