Rystet fagboss revser kendis-virksomhed: - Udnytter arbejdskraft

Sangerinden Medina er medejer, men fagforeningsleder deler ingenlunde samme glæde over James Butlers forretningsmodel

Lizette Risgaard synes, at James Butler udnytter arbejdskraft. Foto: Stine Bidstrup
Lizette Risgaard synes, at James Butler udnytter arbejdskraft. Foto: Stine Bidstrup

Kender du noget til virksomheden, eller har du udført opgaver for James Butler? Kontakt journalisten direkte ved at klikke her.

De digitale platforme, der skal hjælpe borgere med at lette hverdagen, vinder frem.

James Butler er seneste skud i rækken af leveringsvirksomheder. Den samler alle leveringsservices, der spænder fra take-away til at hente og aflevere rensetøj.

Men virksomheden, der har Medina i ejerkredsen, får kras kritik af fagforeningsleder i Fagbevægelsens Hovedorganisation, Lizette Risgaard.

Hun sammenligner virksomheden med de amerikanske giganter Uber og Amazon.

- Jeg mener ikke, at det er i orden at etablere sådan en forretningsmodel, hvor man tilbyder urimelig lav løn, som man ikke kan leve af, men også underbyder ordentlige virksomheder og så bare slår den hen med at sige, at medarbejderne bare kan sige nej.

- Det hører fortiden til, at voksne mennesker skal have 40 kroner for at køre i byen og købe ind og levere varer til døren, siger Lizette Risgaard.

Lizette Risgaard langer i kraftige vendinger ud efter James Butlers forretningsmodel. Foto: Stine Bidstrup
Lizette Risgaard langer i kraftige vendinger ud efter James Butlers forretningsmodel. Foto: Stine Bidstrup

Direktør i James Butler, Thomas Eriksson, skyder kritikken ned, og løfter sløret for, hvordan 'butlerne' bliver aflønnet.

'Vi betaler ikke butlerne. Det gør den kunde, de hjælper. Her hedder prisintervallet fra 40 kr. til 500 kr. til opgaveløseren for en opgave', skriver han til Ekstra Bladet.

Og han forsætter:

'James er grundlæggende tænkt som en platform, der gør det muligt, at vi kan hjælpe hinanden med de små ting i hverdagen'.

'Og det på en måde, så både den, der står med et behov – f.eks. en, der mangler en pose mel – og den, der kan løse problemet – f.eks. en, der alligevel skal ud at handle og kan tage en pose mel med – får noget ud af det', skriver han.

Ekspert: Kan ende i karambolage med konkurrenceloven

Christian Højer Schjøler, der er lektor i ansættelsesret på SDU, peger på flere parametre, som der kan kigges på, hvis det skal vurderes, om James Butler er arbejdsgiver eller ej.

- Hvis de ikke giver en målrettet uddannelse til serviceleverandørerne, ikke blander sig i prisen og generelt holder sig ude af vilkårene mellem køber og udbyder, så kan de sagtens nøjes med at kalde sig en formidlingsplatform.

På kant med loven
- Hvis James Butler ikke vil ende i karambolage med konkurrenceloven, så skal de få fjernet deres bindende prisintervaller.

- Konkurrencerådet har vurderet, at rengørings apps som HappyHelper og Hilfr ikke måtte have minimumspriser for deres  Helpere og Hilfr’ere, da de af Rådet blev anset som selvstændige erhvervsdrivende.

- Hvis man er arbejdstager/forbund, må man gerne indgå en overenskomst med en arbejdsgiver, der fastsætter minimumspriser for lønningerne, men hvis de ansatte reelt er selvstændige, kan man ikke. Der vil man ulovligt komme til at fastsætte priser, da det så får karakter af et priskartel i strid med konkurrenceloven.

En branche i vækst
- Platforme som denne er ikke kun opstået ud fra, at virksomhederne kan se en forretning i det. Der er antageligvis også mange unge, der ser en fordel i at have et fleksibelt arbejde, hvor man selv kan bestemme, hvornår man melder sig til og fra. 

Forandring på vej
- Fra EU’s side er der optakt til at undtage platformsarbejdere fra konkurrenceloven, så det skal tillades selvstændige at have overenskomster.

Formidlingsplatform
James Butler slår sig op som en formidlingsplatform mellem to parter - 'butlere' og kunder.

Derfor fastslår direktøren også, at virksomheden ikke står til ansvar for butlernes arbejdsforhold, da 'de ikke er arbejdsgivere'.

Ifølge Thomas Eriksson beslutter 'opgaveløseren selv suverænt, om det er en opgave, han eller hun ønsker at tage'.

Men det er for nemt købt, mener fagforeningslederen.

- Jeg vil sige, at James Butler først og fremmest bør være en arbejdsgiver. De bude har klart et beskyttelsesbehov.

- Jeg er rystet over, at vi i Danmark har en retstilstand, med et så uklart arbejdstagerbegreb, at det er muligt at oprette en virksomhed og udnytte andre menneskers arbejdskraft på den her måde, siger Lizette Risgaard.

Den danske sangerinde Medina ejer 25 procent af James Butler. Kritikken hagler ned over virksomheden fra fagforeningsleder. Foto: Finn Frandsen / POLFOTO
Den danske sangerinde Medina ejer 25 procent af James Butler. Kritikken hagler ned over virksomheden fra fagforeningsleder. Foto: Finn Frandsen / POLFOTO
 

Men kritikken preller af på Thomas Eriksson. Ifølge direktøren er opgaverne butlerne påtager sig 'helt frivillige og drevet af egen motivation'.

'Vores typiske butler er en studerende, som måske løser nogle opgaver, som en lille sideting til et studie eller et primært arbejde', skriver Thomas Eriksson til Ekstra Bladet.

Ekstra Bladet har igennem hendes manager forsøgt at få en kommentar fra Medina, men herfra lyder det, at Medina er på barsel.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Grafik: Mikkel Bech-Hansen
Grafik: Mikkel Bech-Hansen
 

Lyt til Ekstra Bladets politiske podcast her: Ingen kommentarer: Mettes pengeklub afsløret