Rystet og skuffet: Frygter for Zoos fremtid

København Zoos direktør er målløs over regeringens udmeldinger og skal til at regne på, hvordan anlægget skal overleve, forklarer han til Ekstra Bladet

København Zoo går en dyster fremtid i møde, lyder det fra ledelsen. Foto: Jonas Olufson
København Zoo går en dyster fremtid i møde, lyder det fra ledelsen. Foto: Jonas Olufson

110.000 kvadratmeter, heraf 40.000 udendørs.

Så meget plads til social distancering råder København Zoo over, og man var forberedte til tænderne på at efterkomme alle anvisninger fra myndigheder med henblik på en genåbning, forklarer ledelsen selv til Ekstra Bladet.

Men regeringen og Folketingets partier blev enige om kun at åbne for zoologiske anlæg, hvor gæsterne kan transportere sig rundt i bil. Og det efterlader steder som blandt andet Zoo på Frederiksberg i København i en meget usikker situation, lyder det fra administrerende direktør Jørgen Nielsen.

- Ja, jeg er simpelthen bange for Zoologisk Haves fremtid i København. Jeg sidder skuffet tilbage. Vi er rystede allesammen og forstår ikke sammenhængen efterhånden.

- Vores zoologiske anlæg står fuldstændig klar. Vi har arbejdet de sidste tre døgn på at lave sikkerhedsforanstaltninger, som ligger langt over det, som kræves af sundhedsmyndigheder og regeringen. Med tællere og det hele, og vi ville have tilladt under halvdelen ind af, hvad vi normalt ville kunne have af gæster på en dag i højsæson på vores 40.000 udendørs kvadratmeter og 110.000 i alt.

Vil skære i dyrebestanden
Ifølge Nielsen har det kostet dem utrolig dyrt at have haft lukket og ekstra dyrt, nu hvor man er ved at tage hul på højsæsonen, hvor man normalt henter 60-65 procent af sin årlige indtægt hjem.

Med udsigt til et underskud på godt 50 millioner kroner for driftsåret, trods hjælpepakker, begynder de nu at få bange anelser.

Noget, der gør det ekstra problematisk for et zoologisk anlæg at have lukket er, at de med Jørgen Nielsens ord ikke bare 'kan slukke for strømmen og gå hjem'.

Dyrene kræver pleje og personale til stede hver dag, og derfor vil første punkt på dagsordenen være at skille sig af med nogle af dyrene for at forhindre havens død.

- Det får fuldstændig uoverskuelige konsekvenser, for jeg ved slet ikke, hvor jeg skal plukke de penge fra. Der er hul i båden, og vi kan ikke bare sidde på vores hænder, mens det sker. Vi kommer til at starte med at afsætte dele af dyrebestanden, er jeg bange for.

Samtidig undrer beslutningen også i ekstra høj grad Jørgen Nielsen, da zoologiske anlæg forrige uge af myndighederne var blevet 'ratet' lavt i forhold til smittefare.

Modsat København Zoo kan anlæg som Givskud Zoo og Knuthenborg Safaripark slå dørene op med det samme. Det samme gælder på sigt også blandt andre storcentre.

Statsministeriet oplyser, at der i forbindelse med genåbningen skal aftales nærmere retningslinjer i et sektorpartnerskab.

Åbning af zoologiske haver har som med så mange andre samlingssteder været genstand for heftig debat under coronakrisen.

Flere af anlæggene havde nemlig planlagt at åbne 1. maj, da det ikke var i strid med retningslinjerne. Det gjaldt for de zoologiske haver i København, Aalborg, Odense og Givskud.

Det blev dog efterfølgende irettesat af erhvervsminister Simon Kollerup (S) og justitsminister Nick Hækkerup (S), og derfor droppede de zoologiske haver planerne.

Se også: Zoologiske haver må ikke åbne

 Se også: Genåbningsplanen: Her er de store tabere

248 kommentarer
Vis kommentarer