S om kø-kaos: Det skal lige i gang

Muligheden for at komme til frisør, massør eller noget helt tredje med en negativ test i baglommen betød lange køer ved testcentrene tirsdag. S forventer, at det snart går over

S om kø-kaos: Det skal lige i gang

Kø, kulde og mere kø.

Det har for mange danskere været virkeligheden tirsdag, da der blev åbnet for at gøre brug af alle liberale erhverv med fremvisning af en negativ coronatest.

Men maskineriet har fået en hakkende start.

Ekstra Bladet har tirsdag beskrevet, hvordan det nye system har budt på timelange køer. I den forbindelse har vi talt med sundhedsordfører for Socialdemokratiet Rasmus Horn Langhoff, der giver påsken og start-presset skylden.

- Er det godt nok, at danskerne skal stå og vente så længe på at få en test?

- Jeg tror, at der er tale om dobbelt tryk. Vi er lige kommet tilbage fra påsken, og så skal folk lige vænne sig til det her. Jeg forventer, at presset bliver mindre, og hvis vi spoler tiden en uge frem, så vil det se anderledes ud, siger Rasmus Horn Langhoff til Ekstra Bladet

- Men hvad vil i helt konkret gøre, hvis det her fortsætter?

- Hvis det ender med at blive et generelt problem, så må vi se på det. Men vi bliver nødt til at finde årsagen til problemet, før vi finder løsningen. Er det et organisatorisk problem eller er det testkapaciteten? Vi skal se på, hvor flaskehalsene opstår, og så skal det løses lokalt, men vi er selvfølgelig klar til at skrue op for kapaciteten, hvis det kræves, siger han til Ekstra Bladet.

Kontakttal falder fra 1,1 til 1,0 - epidemien er stabil

520 er testet positive for coronavirus siden mandag

24 timer
Når du endelig er kommet igennem køen, så gælder dit negative svar i 72 timer, og du kan frit gå til frisør eller tage en tur i zoologisk have.

Men i Berlingske har Konservative og Enhedslisten lagt op til, at det kunne ændres, fordi en opgørelse fra SSSI viste, at det kniber med træfsikkerheden for lyntest. De ville se på, om svaret fra lyntesten kun skulle gælde i 24 timer.

Men det afviser S-ordføreren. I hvert fald for nu.

- Det ville naturligvis skabe mere pres, men de nuværende regler bygger på rådgivning fra Sundhedsstyrelsen samt erfaringer fra Bornholm. Så længe det er Sundhedsstyrelsens anbefaling, så holder vi os til det, siger Rasmus Horn Langhoff.

Genåbning med coronapas: - Glimrende ide

Kaos i nat før genåbning

Grovsortering
Han oplyser dog samtidig, at hvis anbefalingerne fra sundhedsmyndighederne ændrer sig, så er regeringen klar til at handle.

Samtidig understreger han, at selv om du har fået en negativ test, så skal du fortsat holde de gode vaner.

- Kviktest er et godt redskab til grovsorteringen, men det er et lidt mere groft redskab, der ikke fanger det hele. Derfor må et negativt testsvar ikke stå alene. Vi skal stadig tage vores forholdsregler, holde afstand og huske den gode hygiejne.

FAKTA: Restauratøren og massøren skal tjekke dit coronapas

Det bliver fra tirsdag og de kommende måneder en del af hverdagen at fremvise et coronapas, når man vil besøge eksempelvis restauranter, massører eller biografer. På et tidspunkt ventes det også at få relevans i forhold til udlandsrejser.

Det skal vise, om en person er færdigvaccineret, har overstået covid-19-infektion eller er testet negativ for coronavirus.

Coronapasset er en del af den langsigtede genåbningsplan, som et bredt flertal i Folketinget er blevet enige om, og partierne mener, at det kan være med til at holde epidemien under kontrol.

Du kan her læse mere om, hvordan og hvornår du kan bruge coronapasset:

Hvad skal coronapasset bruges til?

* Coronapasset er blevet en central del af genåbningen af Danmark. Det skyldes, at Folketingets partier har vurderet, at flere dele af samfundet kan genåbne hurtigere, hvis kunder og besøgende kan dokumentere, at de ikke er sandsynlige smittebærere.

Hvornår er coronapasset gyldigt?

* Hvis man har et negativt testsvar fra PCR- eller lyntest, som er maksimalt tre døgn - 72 timer - gammelt.

* Hvis man tidligere har været smittet med coronavirus og har et positivt testsvar, der er mellem 2-12 uger gammelt.

* Hvis man er blevet fuldt vaccineret for coronavirus og kan fremvise dokumentation. Der fremgår intet om varigheden af vaccinen.

** Børn under 15 år er undtaget kravene.

Hvor og hvornår skal coronapasset bruges?

* Coronapasset kan bruges flere steder, i takt med at flere dele af samfundet åbner. Genåbningen ventes at ske med to ugers intervaller.

* Fra 6. april skal coronapasset bruges til de liberale erhverv, når de genåbner. Det gælder for eksempel frisører, skønhedsklinikker, massører og tatovører.

* To uger senere - fra 21. april - skal man fremvise coronapasset for at få adgang til udendørsservering på restauranter og caféer. Det gælder desuden på museer, kunsthaller og biblioteker, som også ventes at åbne her.

* Fra 6. maj er det planen, at coronapasset skal bruges, når der åbnes for indendørsservering på restauranter og caféer, i biografen, på spillesteder og i teatre.

På samme tidspunkt ventes indendørs idræt at åbne for voksne over 18 år. Her skal der også fremvises et coronapas.

* Fra 21. maj ventes de resterende idræts-, fritids- og foreningsaktiviteter at genåbne.

Samtidig kan daghøjskoler, aftenskoler samt indendørsfaciliteter i forlystelsesparker, zoologiske haver og legelande åbne.

Alle steder vil fremvisning af coronapas være et krav.

* Det er desuden også planen, at coronapasset skal have betydning for, om man kan rejse til udlandet på ferie. Detaljerne er partierne dog ikke blevet enige om endnu. Det ventes i nogen grad at skulle koordineres med øvrige EU-lande.

Hvad gør man, hvis man ikke kan tilgå digital post?

* Fra den 9. april vil færdigvaccinerede borgere, der er fritaget for digital post, få deres vaccinationsdokument tilsendt fysisk. De undgår altså e-Boks.

* Derudover er Sundhedsministeriet i gang med at få etableret en telefonlinje, hvor borgere har mulighed for at bestille et printet vaccinationspas. Hvis man af andre årsager hellere vil have det fysisk.

* Skal man bruge fysisk dokumentation på et testsvar, kan man printe den.

Ved en negativ PCR-test kan man printe et såkaldt testpas via sundhed.dk.

Har man fået et negativt svar på en lyntest, kan man henvende sig til personalet på lyntest-centreret.

Kilder: Erhvervsministeriet, Sundhedsministeriet og sundhed.dk.

S om kø-kaos: Det skal lige i gang