S-ordfører om racisme-kritik: Prisvinder er en forfatterklovn

Socialdemokratiets udlændingeordfører, Rasmus Stoklund, har ikke noget til overs for forfatters racisme-kritik

Mette Frederiksen kommenterer nu den kritik, hun modtog fra Jonas Eika. Video: Ritzau

Det gik ikke stille for sig, da Jonas Eika tirsdag aften modtog Nordisk Råds Litteraturpris.

Den danske forfatter langede i sin takketale i Stockholm ud efter S-regeringen og statsminister Mette Frederiksen, der var til stede i salen.

Han beskyldte regeringen for at være 'kommet til magten ved at overtage den forrige regerings racistiske sprog og politikker'.

Den udtalelse er Socialdemokratiets indfødsrets-, udlændinge- og integrationsordfører, Rasmus Stoklund, ikke imponeret af.

'Pinligt at denne prisvindende forfatterklovn bruger sin takketale på at anklage statsministeren for at være racist', skriver Rasmus Stoklund på Twitter.

'Han ønsker at ramme Mette F., men opnår alene at devaluere begrebet og håne millioner af mennesker, der har været udsat for racisme', skriver den socialdemokratiske ordfører.

Jonas Eika kritiserede ikke kun Danmark i sin tale, men også andre nordiske lande.

Mette Frederiksen måtte blandt andet lægge ører til følgende bandbulle fra Jonas Eika.

- Mette Frederiksen kalder sig for børnenes statsminister, men fører en udlændingepolitik, der splitter familier ad, gør dem fattige og udsætter både børn og voksne for en langsom, nedbrydende vold i landets såkaldte udrejsecentre.

Mogens Jensen (S), der er minister for nordisk samarbejde, har også kommenteret kritikken fra Jonas Eika.

'Stort og varmt tillykke til Jonas Eika med Nordisk Råds Litteraturpris! Jeg er ikke enig i din kritik af mit parti og Danmark, men respekterer din store litterære kvalitet', skriver Mogens Jensen på Twitter.

Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Pia Kjærsgaard, har i lighed med Rasmus Stoklund været skarp i sin kritik af Jonas Eika.

- I stedet for at glæde sig over, at han har fået tildelt en meget dyr pris som anerkendelse for sit arbejde, så udnytter han scenen og opmærksomheden til at udspy sin galde over den førte udlændingepolitik i Danmark.

- Jeg synes, det er at blande tingene sammen, sagde hun tidligere onsdag til Ritzau.

632 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere